SF Film, den danske distributør af "SPECTRE", har i dag udsendt nedenstående pressemeddelelse:
Pressemeddelelse
Mandag den 2. november 2015
James Bond skyder konkurrenterne i sænk
Den seneste film i rækken af James Bond film, SPECTRE, der havde premiere i fredags – den 30. oktober - er allerede blevet set af flere end 256.000 danskere. SPECTRE er den hurtigst sælgende film nogensinde i de danske biografer.
SPECTRE har kun haft premiere i få dage, og allerede nu skriver filmen historie. Flere steder åbnede biograferne op for deres første visninger natten mellem torsdag og fredag – fredag den 30. oktober kl. 00.07 - og henover weekenden har over 195.000 danskere løst billet til det seneste James Bond eventyr. Lagt sammen med en række forpremiere er filmen samlet blevet set af flere end 256.000 danskere. Det er rekord, og billetsalget ligger på nuværende tidspunkt mere end 20% over den seneste James Bond-succes SKYFALL.
”Vi er selvfølgelig utroligt glade for og overvældede over den interesse og støtte, danskerne har givet SPECTRE”, udtaler film- & distributionschef for SF Film A/S i Danmark Sune Lind Thomsen. Og fortsætter: ”Vi ved, at danskerne altid har været glade for James Bond universet, men det er dejligt at se, at både publikum og anmeldere har tage filmen til sig, og at James Bond fortsat kan fascinere og underholde.”
SPECTRE har danske Jesper Christensen på rollelisten og kan ses i mere end 120 biografer landet over.
”SPECTRE” er instrueret af Sam Mendes og har Daniel Craig i rollen som agent 007 for 4. gang. Derudover medvirker Christoph Waltz, Léa Seydoux, Ben Whishaw, Naomie Harris, David Bautista, Monica Bellucci, Ralph Fiennes og naturligvis danske Jesper Christensen, der for 3. gang vender tilbage i rollen som Mr. White. ”SPECTRE” er produceret af Michael G. Wilson og Barbara Broccoli. John Logan, Neal Purvis & Robert Wade og Jes Butterworth står bag manuskriptet efter en historie af John Logan og Neal Purvis & Robert Wade.
I ”SPECTRE” sender en kryptisk besked fra fortiden Bond på en hemmelig mission til Mexico City og videre til Rom, hvor han møder den smukke og dragende enke Lucia Sciarra (Monica Bellucci). Her infiltrerer Bond et hemmeligt møde, der bringer ham på sporet af den lyssky organisation SPECTRE.
Samtidig kæmper hans chef M (Ralph Fiennes) mod interne politiske kræfter i London, der ikke bryder sig om Bonds metoder og vil nedlægge MI6. Bond rekrutterer i al hemmelighed Moneypenny (Naomie Harris) og Q (Ben Whishaw) til at hjælpe ham med at finde Madeleine Swann (Léa Seydoux), der er hans gamle ærkefjende Mr. Whites (Jesper Christensen) datter. Madeleine kan nemlig være nøglen til at afsløre SPECTRE. Men som datter af en lejemorder forstår hun måske Bond bedre end nogen anden. Efterhånden som Bond får afdækket mere og mere af den grusomme sandhed, opdager han også en uhyggelig forbindelse mellem ham selv og personen i centrum for organisationen.
Om EON Productions
EON Productions Limited og Danjaq LLC ejes af Broccoli/Wilson-familien. Danjaq er den amerikanske virksomhed, der, sammen med MGM, ejer ophavsrettighederne til de eksisterende James Bond-film og sidder på rettighederne til at producere fremtidige James Bond-film samt den globale merchandising. EON Productions, et søsterselskab til Danjaq, er det britiske produktionsselskab, der laver James Bond-filmene. 007-franchisen er filmhistoriens længstvarende med de 24 film, der er produceret siden 1962. Michael G Wilson og Barbara Broccoli efterfulgte Albert R ‘Cubby’ Broccoli og har produceret nogle af de mest succesrige Bond-film nogensinde, herunder ”Casino Royale”, ”Quantum of Solace” og ”Skyfall”.
Om Metro-Goldwyn-Mayer
Metro-Goldwyn-Mayer er et førende underholdningsselskab, der fokuserer sine aktiviteter på produktion og global distribution af film- og tv indhold. Firmaet ejer et af verdens største biblioteker af kvalitetsfilm og tv produktioner. Derudover har MGM investeringer i amerikanske og internationale TV stationer og både ejer hovedparten af og distribuerer for United Atists Media Group (UAMG). For flere informationer se venligst www.mgm.com.
Om Sony Pictures Entertainment
Sony Pictures Entertainment (SPE) er et datterselskab til Sony Entertainment Inc., som er et datterselskab til det Tokyo-baserede Sony Corporation. SPEs globale virksomhed omfatter produktion af spillefilm, acquisition og distribution; TV produktion, acquisition og distribution; TV netværk; udvikling af digitalt indhold og distribution; studie faciliteter og udvikling af nye underholdningsformater, ydelser og teknologi. For flere informationer se venligst www.sonypictures.com.
● Så meget indtjente "SPECTRE" i premiereweekenden i andre lande (variety.com)