Umiddelbart efter den danske biografpremiere på "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, EON 1969) lod Ekstra Bladet tre unge danske kvinder "anmelde" den nye 007-skuespiller, George Lazenby. Deres dom var hård:
"Han har ingen udstråling - hverken humoristisk eller seksuelt".
Den citerede kvinde, der optræder også i klassisk Bond-positur på det ledsagende billede, omtales i teksten kun som 'Anne Grete'. Hvad artiklen ikke fortæller, er, at hun er identisk med skuespilleren Anne Grete Nissen, der i 1968 vakte opsigt i titelrollen i Palladiums skandalesucces "Uden en trævl". Året efter kunne hun ses i den første af de populære danske sengekantfilm, "Mazurka på sengekanten" (1970), der også blev et internationalt biografhit.
Anne Grete har siden taget navneforandring til Hildur Højerslev, og i skrivende stund (2023) holder hun foredrag om sengekantfilmene sammen med forfatteren af bogen "Danmark på sengekanten", Brian Iskov, der - for nu at slutte cirklen - er webmaster på Bond•O•Rama.dk ...
Aarhus Stiftstidendes kritiker Poul Blak var svært begejstret for "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, EON 1969), da han anmeldte den premiereaktuelle film den 19. december 1969: "En af de bedste knaldfilm, der er lavet", skrev han blandt andet.
"En spændingsfilm, der i handling, spil, fotografering, klip og lyd kun overgåes af få ... hvis den overhovedet overgåes".
Note: Bogforlægget til filmen var selvfølgelig ikke Ian Flemings første Bond-roman, som Poul Blak skriver i teksten, men den tiende ud af tolv.
I sommeren 2023 tog teatertruppen Dansk Rakkerpak på danmarksturné med deres open air-show "Jane Blond". James Bond•O•Rama.dk har talt med instruktør og medforfatter Niels Grønne om forestillingen, der er en veloplagt og familievenlig pastiche over Agent 007's univers.
Fra juni til september 2023 har man i flere danske byer kunnet oplevet det timelange show ”Jane Blond”, der parodierer og hylder James Bond-universets faste ingredienser. Helt i tidens ånd er den maskuline superagent skiftet ud med en sej heltinde (spillet af Susanne Bonde), der ikke lader James Bond noget tilbage i charme, snilde og slagkraft. Blofeld (Niels-Peter Kløft) og Jaws (Jesper Pedersen) optræder som velkendte skurke i det tempofyldte og musikalske gadeteatershow, hvor fjerdemanden Thomas Dinesen sørger for lydeffekter, liveakkompagnement og speak af Blofelds replikker.
Bag ”Jane Blond” står Dansk Rakkerpak, der blev dannet i 1994, og som siden 2017 har kunnet kalde sig Næstveds internationale egnsteater. Truppen har tradition for at turnere med deres sommerforestillinger, som ved flere lejligheder har taget udgangspunkt i eksisterende fiktionsuniverser. Tarzan, Sherlock Holmes og spaghettiwesterns har tidligere været under kærlig behandling af Dansk Rakkerpak, og ”Psycho Street Cut”, deres udgave af Hitchcocks ”Psycho”, opnåede endda en Reumert-nominering i 2015.
Skuespilleren Niels Grønne, der dannede truppen i 1994 og i dag udgør en tredjedel af den kunstneriske ledelse, har instrueret den aktuelle forestilling, ”Jane Blond”. Han har desuden udtænkt manuskriptet sammen med de medvirkende.
Den 61-årige Niels Grønne voksede op med Roger Moore som James Bond, og efter eget udsagn er han det medlem af Dansk Rakkerpak, der gik mest op i at lave en forestilling med Agent 007-tema. Han fortæller til James Bond•O•Rama:
”Jeg synes, det er fantastisk, at man kan blive ved med at forny det univers, og at filmene følger med tiden. Faktisk syntes jeg, at filmene med Pierce Brosnan ramte den allerbedste balance, og jeg ærgrede mig over, at han måtte gå af på grund af Mission: Impossible og andre konkurrenter.”
”For et par år siden var jeg så heldig at finde et bokssæt med alle de gamle Bond-film, så vi kunne kigge dem igennem og hente inspiration til vores forestilling. I lyset af al den debat, der har været om, hvem der skulle være Bond næste gang, tænkte vi, at det kunne være sjovt med en kvindelig Bond, så vi forholdt os til, hvordan Bond behandler kvinder og omvendt.”
”Vi gjorde Jane Blond til en moderne udgave af Bond ligesom Pierce Brosnan og Daniel Craig, som giver deres modstykker en vis værdighed. Samtidig har hun også lidt af den der brug og smid væk-mentalitet i den scene, hvor man ser hende med en mandsperson på en natklub eller hotelværelse, men hvor hun affærdiger ham, så snart hovedkvartet tilkalder hende. Vi ville gerne vise, at en kvinde kunne have den samme attitude og handlekraft.”
Til filmen "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, EON 1969) indrettede scenografen Syd Cain atter superskurken Ernst Stavro Blofelds tilholdssted med dansk design.
Forklædt som heraldikeren Sir Hilary Bray bliver James Bond (George Lazenby) indlogeret på alpetoppen Piz Gloria. I hans værelse hænger to pendler, som Verner Panton designede i 1964. Lamperne er af mærket Fun 0DM, hvor DM står for "Decken-Montage" (loftmontering), og består af lette muslingeskaller ophængt i et kromstel. Fun 0DM ses tydeligt knap 56 minutter inde i filmen (Blu-ray-spilletid), da Bond undersøger lampen for skjulte mikrofoner. De tidlige versioner af lampen blev produceret i Schweiz, som også er filmens location.
I samme sekvens (tidskode 56:20) genbrugte Syd Cain det ikoniske Bodil Kjær-skrivebord Office Desk fra 1959 som en del af møblementet i Bonds værelse. Det fritstående skrivebord sås tidligere i "Agent 007 jages" (From Russia with Love, EON 1963) og "Agent 007 - du lever kun to gange" (You Only Live Twice, EON 1967).
To timer inde i filmen står Tracy di Vicenzo (Diana Rigg) og piller ved en anden Verner Panton-lampe, Fun 5DM, på Blofelds kontor. Fun 5DM er en 180 cm høj loftslampe, hvorfra der hænger to klaser af muslingeskaller i ringe af rustfrit stål.
Søndag 25. juli kl. 18 introducerer Bond•O•Rama.dk 4K-visningen af "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969) i CinemaxX Københavns James Bond-kavalkade.
Bond•O•Rama.dk deltog i den afsluttende del af filmens uofficielle 50-års jubilæumsfejring, OHMSS50, som fandt sted på Piz Gloria i Schweiz. Denne enestående oplevelse beskrev jeg sidenhen i en reportage til Morgenavisen Jyllands-Posten. Nedenstående artikel blev trykt i avisens rejsetillæg 14. september 2019.
Brian Iskov for Morgenavisen Jyllands-Posten, 14. september 2019
Gennem 50 år har den roterende restaurant Piz Gloria lokket James Bond-fans fra hele verden til Schilthorn-bjerget i Schweiz. Jyllands-Posten var med, da fans og stjerner fejrede rundt 007-jubilæum på et af filmseriens mest berømte optagesteder.
”Sådan en solnedgang oplever vi kun et par gange om året,” forsikrer personalet på Piz Gloria med passende ærbødighed.
Som en luksuriøs special effect skræddersyet til denne ganske særlige aften toner en knaldorange palet frem og forgylder den allerede imponerende udsigt fra restauranten på den schweiziske bjergtop Schilthorn.
Selv James Bond er duperet. For enden af et af middagsbordene sidder George Lazenby aftegnet i silhuet mod vinduet. Skuespilleren haler sin mobil op ad lommen for at forevige horisonten og facetime en videohilsen til sine teenagebørn i Los Angeles. Et stille, privat øjeblik i en turbulent uge, hvor den aldrende Agent 007 konstant har været omgivet af begejstrede James Bond-fans.
Bond•O•Rama.dk er tilbage efter et halvt års pause!
Det samme er Bond•O•Rama Podcast, nu i et lidt mere regelmæssigt format. Vi lancerer nemlig en række særafsnit under titlen "Mit liv med Bond", hvor jeg – webmaster Brian Iskov – hver gang inviterer en anden dansk Bond-nørd til en uformel hyggesnak om vores personlige forhold til James Bond-figuren og fænomenet.
Anledningen er, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser en kavalkade med 26 James Bond-film som optakt til premieren på “No Time to Die”. Det er en helt enestående mulighed for at gense alle filmene i EON Productions’ serie plus de to uafhængigt producerede “Casino Royale” fra 1967 og “Never Say Never Again” fra 1983 på det store lærred i 4K-kvalitet.
De fleste af søndagsforestillingerne bliver introduceret af udvalgte Bond-eksperter, og nogle af de oplægsholdere vil I kunne lære bedre at kende gennem Bond•O•Rama Podcast i løbet af sommeren og efteråret 2021.
Æresgæsten i dette første afsnit er Rikart Købke, der som filmchef i CinemaxX-biograferne har tilrettelagt Bond-kavalkaden. Vi taler om Rikarts første møde med Agent 007 i 1980'ernes Herlev, hvor Bond åbnede verden for ham både kulturelt og geografisk – en oplevelse, han siden har givet videre til sine egne børn. Rikart, der selv spiller musik, elsker også Bond-filmenes soundtracks, i særdeleshed når John Barry har komponeret tonerne. Endelig beretter Rikart om sit møde med Paul Haggis og om dengang, han besøgte indspilningen af "Quantum of Solace" på Pinewood Studios og kom til at sige noget til Barbara Broccoli, som han senere skulle fortryde ...
Mandag den 5. oktober fylder Vic Armstrong 74 år. Den legendariske engelske stuntmand startede sin Bond-karriere som 20-årig, da han var den første ninja, der gled ned ad rebet til Blofelds vulkanbase i "Agent 007 - du lever kun to gange" (EON 1967).
Siden dublerede han George Lazenby i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (EON 1969), Roger Moore i "Lev og lad dø" (EON 1973) og Sean Connery i "Never Say Never Again" (Taliafilm 1983), før han avancerede til second unit-instruktør og stuntkoordinator på tre af Pierce Brosnans Bond-film: "Tomorrow Never Dies" (EON 1997), "The World is Not Enough" (EON 1999) og "Die Another Day" (EON 2002).
Bond•O•Rama.dk mødte senest Vic Armstrong i Schweiz i juni 2019, da han deltog i jubilæumsfesten for "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" på Piz Gloria. Vi fik os en snak om indspilningerne af dén film tilbage i 1969 og nogle af de andre eksotiske optagesteder, han har været så heldig at besøge under arbejdet med de følgende James Bond-film.
Har du en favorit blandt alle de optagesteder, du har været på Bond-filmene?
De er alle fantastiske, men det her sted [Piz Gloria og Schilthorn] er ikonisk. Jeg var her i tre måneder [for at lave "OHMSS" i 1969]. Second unit-optagelserne blev bare ved og ved og ved. Vintersneen faldt, og da den smeltede igen, var vi stadig i gang med at optage.
Jeg havde kun været i branchen i små fem år, da jeg blev ringet op og spurgt, om jeg ville komme hertil. Jeg var med i den anden gruppe af stuntmænd, der ankom til [optagelserne i Schweiz]. Vi kom for at lave angrebet på Schilthorn, hvor helikopterne flyver ind, og vi springer ud af dem med flammekastere, lander i sneen og løber op og angriber Blofeld. Bagefter lavede vi biljagten nede i Lauterbrunnen, og så blev jeg hos second unit-holdet og lavede resten. Det blev ved og ved. Jeg kan huske, at det var mørkt, den første aften jeg ankom, og de sendte os ned til Stäger [den lokale sportsbutik] for at få vores skiudstyr. "Vil du have noget imod at lære at stå på ski?" spurgte de. Fint nok; jeg får jo penge for det, ikke! Så de udstyrede os med al alpingrejet, og jeg gik tilbage til hotellet. Det var en vinternat med måneskin, og det var så utrolig smukt. Jeg kiggede over på Eiger ... Ah. Det var næsten lige så lyst som ved højlys dag. Helt fantastisk. Det har jeg aldrig glemt.