I 1989 begyndte Metronome Video på licens fra Warner Home Video at genudgive hele James Bond 007-filmserien (undtagen Columbias "Casino Royale" fra 1967) på VHS. Det var første gang, at Bond-filmene blev gjort tilgængelige som salgskassetter på det danske marked.
Samtlige udgivelser i denne serie havde specialdesignede omslag med rastergrafik på en metallisk grå baggrund. Udtrykket skulle formentlig lede tankerne hen på geværløbet fra filmseriens ikoniske introsekvens.
Den sjette video i rækken var "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, EON 1969):
Ved den uofficielle OHMSS 50-fejring af "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service"), som foregik i juni 2019 ved Piz Gloria i Schweiz, havde James Bond•O•Rama.dk fornøjelsen af at møde Bond-veteranen John Glen.
Den nu 87-årige englænder var klipper på "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" og fungerede desuden som second unit-instruktør af de schweiziske actionscener i 1968-69. John Glen gentog siden dobbeltrollen på "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977) og "Moonraker" (1979), før han blev forfremmet til instruktør på samtlige af EON Productions' Bond-film i 1980'erne: "agent 007 strengt fortroligt" (For Your Eyes Only, 1981), "Octopussy" (1983), "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill, 1985), "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987) og "Licence to Kill" (1989).
I denne eksklusive samtale med Bond•O•Rama.dk fortæller John Glen om nogle af sine yndlingslocations fra filmserien, hans klippeteknik på "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (=OHMSS) og andre anekdoter fra hans arbejde på Bond-filmene.
John Glen, hvis du skulle nævne én yndlingslocation fra alle dine Bond-film, hvilken skulle det så være?
Så tror jeg, at Piz Gloria ville ligge på toppen af listen. Berner Oberland er nok et af de bedste optagesteder, vi nogensinde har været på. Det er et utroligt vy, meget James Bond-agtigt. Bond-fornemmelsen er dybt forankret i det her sted.
Så vidt jeg erfarer, er Piz Gloria og Schilthornbahn den eneste Bond-filmlocation, der nogensinde har fået indført i deres kontrakt, at de har ret til at markedsføre sig som en officiel 007-location. Det siges, at EON Productions er temmelig utilfredse med den passus i dag.
Det er jo indirekte gratis reklame, og det er stadig 007, ikke sandt? Det må være det vigtigste. Det er en utrolig franchise. Alle spørger, hvor længe den dog kan fortsætte. Jeg kan huske, at [instruktøren] Lewis Gilbert sagde til mig, at han troede, Bond-filmene ville slutte efter "Moonraker". "Måske er det enden på serien". Den film kostede mange penge at lave. Men sidenhen åbnede der sig en masse nye markeder for filmene.
I år er det 50 år siden, at "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969) fik biografpremiere.
Her følger resten af billedreportagen fra den uofficielle fanbegivenhed "OHMSS50". Bond•O•Rama var inviteret til jubilæumsfestens anden halvdel, der foregik ved Piz Gloria i Schweiz fra 31. maj til 2. juni 2019.
EON Productions havde base i bjerglandsbyen Mürren (1638 meter over havet), da de fra oktober 1968 til juni 1969 optog store dele af "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" på og omkring Schilthornbjerget i Berneralperne.
I år er det 50 år siden, at "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969) fik biografpremiere.
Knap 250 James Bond-fans fra 17 lande samledes for at fejre filmens jubilæum til fanbegivenheden "OHMSS50", der fandt sted fra 25. maj til 2. juni 2019. Journalisten og Bond-rejseguiden Martijn Mulder fra websitet On the tracks of 007 stod bag det ambitiøse, uofficielle arrangement, der foregik på udvalgte filmlocations i Portugal og Schweiz.
Elleve skuespillere og filmfolk fra "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" vendte tilbage til åstedet, da fankaravanen nåede Piz Gloria på Schilthornbjerget i Schweiz. Bond•O•Ramas egen Brian Iskov var så heldig at blive medieakkrediteret til begivenhedens afsluttende schweiziske del.
Den roterende alperestaurant Piz Gloria, der kun er tilgængelig med svævebane, kendes selvfølgelig bedst for sin rolle som Bleuchamps (Blofelds) allergiinstitut i "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste". Næsten alle scener, der foregår i "The Alpine Room", blev optaget on location, efter at filmholdet opdagede den halvfærdige bygning på Schilthorn i 1968. På det tidspunkt var opførelsen af restauranten sat i bero pga. økonomiske vanskeligheder. EON Productions mente, at stedet passede perfekt til beskrivelsen af Blofelds skjulested i manuskriptet, og bekostede færdigbygningen af restauranten.
Piz Gloria tog sit navn fra filmen, da restauranten åbnede for offentligheden i 1969, samtidig med filmens premiere. Lige siden har Piz Gloria levet højt på sin forbindelse til James Bond. I nyere tid er en interaktiv udstilling, Bond World, en Bond Cinema og en udendørs Bond Walk of Fame føjet til attraktionerne på Schilthorn. Og fordi de snu schweizere fik indskrevet i kontrakten, at de havde retten til at markedsføre Piz Gloria som en officiel Bond-location - hvilket ingen andre nogensinde har fået lov til af EON Productions - er souvenirbutikken fyldt med 007-merchandise, som ikke kan købes andre steder.
Jubilæumsfejringen "OHMSS50" kulminerede lørdag 1. juni med et brag af en fest på Piz Gloria. Den snart 80-årige George Lazenby (007) anførte stjernerækken af VIP's, og det særdeles vellydende coverband Q the Music leverede en forrygende koncert med ekstra OHMSS-godbidder på den lavloftede mellemetage.
Her er Bond•O•Rama.dk's billeder fra OHMSS50 på Piz Gloria.
I ugebladet SE og HØR nr. 10/1972, udgivet den 10. marts, kunne man læse, at EON Productions' syvende James Bond-film , "Diamanter varer evigt" (Diamonds are Forever), på 12 uger havde solgt 270.000 billetter i de danske biografer. Dermed var Sean Connerys comeback til Bond-serien en næsten dobbelt så stor kassesucces i Danmark som den foregående film, "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service, 1969) med George Lazenby i titelrollen.
Artiklen, "Diamanter og dejlige damer", indeholdt også nogle sjældent sete billeder af fortiteldesigneren Maurice Binder i arbejde med sine afklædte modeller. (Billedteksten forveksler Binder med filmens instruktør, Guy Hamilton.)
Søndag den 007. april 2019 klokken 13.30 kan du (gen)opleve ”Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste" (On Her Majesty's Secret Service) på stort biograflærred.
CinemaxX København og Aarhus fejrer filmens 50-års jubilæum med denne ene særvisning i digitalt restaureret 4K-kvalitet, og Bond•O•Rama.dk forbereder en lille overraskelse til arrangementet!
Den sjette film i James Bond-serien (populært forkortet "OHMSS") skilte sig ud, da den kom i 1969. Sean Connery, den originale Agent 007, havde fået nok, og producerne var så frække at erstatte ham med en ukendt amatør. Den 29-årige australske fotomodel George Lazenby blev den yngste 007 nogensinde, den eneste klædt i kilt og kalvekrøs, den eneste, der kun spillede rollen én gang – og den eneste Bond, der gifter sig af kærlighed!
I dag regnes "On Her Majesty's Secret Service" som en af seriens allerbedste. Handlingen holder sig tæt til Ian Flemings spændende romanforlæg, og actionscenerne er så forrygende, at Christopher Nolan plankede klimakset til “Inception” 41 år efter.
Som den selvmorderiske grevinde Tracy er Diana Rigg så fandenivoldsk og selvstændig, at Bond ukarakteristisk forelsker sig i hende. Deres romance, der viser 007's sårbare sider, peger tydeligt frem mod Daniel Craigs menneskelige Bond overfor Eva Greens Vesper Lynd i ”Casino Royale” fra 2006.
CinemaxX viser ”OHMSS” i digitalt restaureret 4K-kvalitet, så instruktøren Peter Hunts knivskarpe iscenesættelse og lækre widescreen-kompositioner kommer til deres ret. “I’m stealing that shit”, har “Ocean’s 11”-instruktøren Steven Soderbergh indrømmet.
I 1983 begyndte Metronome Video A/S at udgive James Bond 007-filmene på lejevideo (VHS) i Danmark på licens fra Warner Home Video.
Nedenfor ses VHS-omslaget til "Agent 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste", der kom på markedet i 1986. Forsiden er en bearbejdelse af Yves Thos' illustration, der blev brugt i den tyske kampagne ved biograflanceringen i december 1969. På den danske biografplakat, der var baseret på den amerikanske one sheet, var den nye Bond-skuespiller, George Lazenbys, ansigt skjult.
Bemærk den let ændrede videotitel, "James Bond 007 i Hendes Majestæts hemmelige tjeneste". Desuden er Diana Riggs navn stavet forkert i bagsideteksten.