I dag fylder James Bond 007-veteranen Vic Armstrong 70 år. James Bond•O•Rama interviewede den garvede stuntkoordinator og second unit-instruktør ved åbningen af udstilingen "Bond in Motion" på London Film Museum den 18. marts 2014.
Vic Armstrong, 18. marts 2014. Foto: London Film Museum
Vic Armstrong, det glæder mig at møde dig. Du har været tilknyttet Bond-franchisen i en stor del af dit liv.
Ja, siden 1966. Nogle og fyrre år.
Har du en favorit blandt Bond-bilerne?
Jeg kunne godt lide Aston Martin'en. Men hvis jeg kunne vælge en hvilken som helst anden af de biler, jeg har arbejdet med, skulle det være BMW Z8. Jeg synes, den er unik. Jeg ejer flere biler, blandt andet en 450 SL C Mercedes og en Bentley Continental GT. Jeg holder af biler, der ser godt ud og har en vis personlighed, hvilket alle de biler har, og jeg synes faktisk, at BMW'en kan måle sig med dem.
Visse Bond-fans brød sig ikke om BMW'erne, primært fordi de ikke er britiske biler.
Ja. Der var en masse snak om det, men BMW firdoblede sit salg, mener jeg, efter "GoldenEye" (1995). Det gik helt amok.
Selvom Bond knap nok brugte Z3'eren i filmen.
Præcis! Han gjorde ingenting med den; han kørte bare ned ad en vej. Men det firdoblede salget.
I går, torsdag 10. marts 2016, døde filmscenografen Sir Ken Adam i London, 95 år gammel.
Ken Adam var manden bag det stilskabende, futuristiske production design på syv af James Bond 007-filmene fra EON Productions:
"Agent 007 mission: drab" (Dr. No, 1962), "Agent 007 contra Goldfinger" (Goldfinger, 1964), "Agent 007 i ilden" (Thunderball, 1965), "Agent 007 - du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967), "Diamanter varer evigt" (Diamonds are Forever, 1971), "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977) og "Moonraker" (1979).
Barbara Broccoli og Sir Ken Adam på London Film Museum 18. marts 2014. Foto: Chris Jackson/Getty Images for London Film Museum
Ken Adam blev født Klaus Hugo Adam i Berlin 5. februar 1921 og emigrerede til England med sin jødiske familie i april 1934. Under anden verdenskrig kæmpede Klaus Adam mod sit fædreland, da han blev officer i det britiske luftvåben Royal Air Force (i øvrigt som deres eneste pilot med tysk pas). Efter krigen debuterede Ken Adam som tegner i filmbranchen i 1947.
Ken Adam var aktiv som art director og/eller scenograf indtil 2000. Han blev adlet af den engelske dronning i 2003 som den første filmarkitekt nogensinde. Desværre modtog Ken Adam ikke sine to oscarpriser for sit banebrydende og fantasifulde 007-design, men for to historiske dramaer ("Barry Lyndon" i 1976 og "Den gale kong George" i 1995). Han blev dog nomineret for sit arbejde på "Spionen der elskede mig" (1977).
Inden sin død donerede Sir Ken Adam sit arkiv til det tyske filmmuseum i Berlin, Deutsche Kinemathek. Den omfattende samling består af 5600 effekter (skitser, tegninger, fotos, videoer m.m.), som filmmuseet fortsat arbejder på at katalogisere med henblik på digital offentliggørelse senere i 2016.
Deutsche Kinemathek fremviste udvalgte dele af Ken Adam-samlingen i udstillingen "Bigger Than Life: Ken Adam's Film Design", som løb fra december 2014 til maj 2015. Ud over et væld af skitser og effekter fra Ken Adams værksted kunne man bl.a. se følgende på udstillingen:
Stuntkøreren (og Matthew Perry-dobbeltgængeren) Ben Collins fylder 41 år i dag.
Ben Collins dublerede Daniel Craig i den Aston Martin-biljagt, som indledte James Bond-filmen "Quantum of Solace" (EON Productions, 2008). Han har også tidligere udfyldt rollen som den gådefulde The Stig i BBC-programmet "Top Gear".
James Bond•O•Rama fik følgende eksklusive interview med Ben Collins, da udstillingen "Bond in Motion" på London Film Museum holdt pressedag den 18. marts 2014.
Ben Collins, er der nogen af de udstillede effekter på "Bond in Motion", du gerne ville eje?
Der er ikke meget her, som jeg ikke gerne ville tage med hjem. Raketrygsækken [fra "Agent 007 i ilden" (Thunderball, 1965)] ville være genial til pendling. Den lille, gemene Renault 11, som fik kappet taget af i "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill, 1985), kan jeg godt lide, fordi den biljagt var så vild. Hvis jeg kunne tage én bil med hjem fra udstillingen, ville jeg vælge [Aston Martin] DB5'eren. Dens look er så tidløst.
Ben Collins i Aston Martin DBS'eren fra "Quantum of Solace" (2008). Foto: London Film Museum
Du kørte Bonds Aston Martin DBS i den indledende biljagt i "Quantum of Solace” (2008). Hvordan var det for dig som racerkører at tilpasse sig stuntverdenen?
Normalt går mit job ud på at beskytte bilen og undgå at lave buler i den. I ”Quantum of Solace” bliver bildøren revet af, og bilen bliver smadret i stumper og stykker. Vi totalskadede 12 spritnye Aston DBS-biler, hvilket får én til at knibe en tåre. Men det så fedt ud, så det var i orden!
Sommetider kan noget, der ser meget simpelt ud, vise sig at være temmelig kompliceret. Vi lavede en scene i Siena, hvor bilen kører gennem en tunnel, og det så ikke særlig imponerende ud, men der var mindre end en centimeters mellemrum mellem sidespejlene og tunnelen på begge sider. Pludselig går det op for én, at man kan komme rigtig galt af sted, hvis man begår en fejl.
Detail of Aston Martin DBS from "Quantum of Solace" (2008) . Photo by London Film Museum
Kan du beskrive, hvordan det føles at køre en Aston Martin DB5? For jeg ved, at jeg aldrig vil få chancen for selv at køre én.
DB5'eren føles meget smooth, fordi affjedringen er meget mere direkte, end hvad vi er vant til i biler i dag. Den har ikke ABS, hjulslipskontrol eller noget af alt det skrammel, som moderne biler er blevet inficeret med. Selv om det sikkert vil afskrække nogle, at den her bil mangler alle de elektroniske hjælpemidler, er den faktisk utrolig velafbalanceret, så på mange måder er den gamle stil langt mere effektiv end den nye.
En DB5 er lidt mere kompliceret at køre, men oplevelsen er ti gange mere tilfredsstillende end i en eller anden moderne kasse. Man mærker alt i vejen: hvordan dækkene bider i asfalten, og hvordan bilen hælder, når man tager et hjørne. Den giver langt mere feedback, så man får meget tæt føling med bilen. Det er en super bil at køre i.
Aston Martin DB5 fra "GoldenEye" (1995). Foto: London Film Museum
Nogle ville hævde, at det virker lidt utroværdigt, at James Bonds DB5 kan udmanøvrere Xenia Onatopps Ferrari i ”GoldenEye”.
Jeg vil mene, at det var et spil, de havde gang i. De kørte om kap, men forsøgte ikke at køre fra hinanden. I en mere regelret situation ville du nok få ret, og jeg vil helt klart sige, at en Aston DBS er hurtigere end en Alfa Romeo. Men Bond mødte en masse forhindringer på sin vej, og det var vel dét, der gjorde den biljagt spændende.
Tak til London Film Museum og Ben Collins. Happy birthday, Ben!
Dette interview med special effects-supervisor og James Bond-veteran Chris Corbould fandt sted på pressedagen for udstillingen "Bond in Motion" på London Film Museum den 18. marts 2014.
Chris Corbould, dit første job på en Bond-film var som special effect-assistent på "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me) i 1976. Hvor mange af EONs Bond-film har du arbejdet på siden?
Jeg har været med på 13 i alt [14 inklusiv "SPECTRE" fra 2015, red.]. Den eneste, jeg ikke arbejdede på, var ”Octopussy” (1983).
Du er med andre ord et centralt medlem af Bond-familien.
Ja. Broccolierne er en fantastisk familie at arbejde for. Jeg har haft mange gode år med dem. Forhåbentlig mange flere fremover.
Chris Corbould med Jaguar XKR fra 'Die Another Day' (Foto: Chris Jackson/Getty Images for London Film Museum)
Får du nogensinde lov til selv at køre nogle af de biler, man ser i filmene?
Ja, absolut. De her [Jaguar XKR og Aston Martin Vanquish fra ”Die Another Day” (2002)] er ret interessante, fordi min afdeling måtte ombygge begge biler. Vi havde faktisk fire Jaguarer og fire Astoner, der skulle modificeres. De fandtes ikke med firehjulstræk. Men da hele biljagten, kampsekvensen, udspillede sig på is, besluttede vi os for at konvertere dem til firehjulstræk. Desuden installerede vi våben og et oppusteligt flydesystem i begge biler. Hvis de gik igennem isen, ville flydesystemet automatisk blive udløst, så føreren og bilen ikke sank til bunds.
Og du udløste alle effekterne i realtid fra den her fjernstyringsboks?
Ja, vi håndterede alle de tekniske effekter. Boksen styrer missilerne, der kommer ud; geværerne, der roterer og skyder ... Vi tænkte, at stuntkøreren havde rigeligt at se til med at køre bilen, så det var bedst, hvis vi tog os af resten.
SFX-fjernstyringskonsol til Vanquish og Jaguar (Die Another Day, 2002)
Jeg antager, at du ikke stod for den usynlige bil. Det må have været en anden afdeling.
Nej, nej, den overlod vi til nogle andre. Jeg er ikke nogen stor tilhænger af den [usynlighe Aston Martin "Vanish"], men sådan var det nu engang. Jeg synes, vi gik lidt for vidt med dén.
Hvilken af Bond-bilerne synes du så bedst om?
Jeg kunne godt lide Vanquish; jeg synes, det var en dejlig bil. Faktisk kunne jeg godt lide den fra ”Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987), som var en rigtig vægtig ... Hed den Vantage?
Aston Martin Volante? Den med skiene?
Ja. Den var min favorit, fordi det var mig, der gjorde bilen klar, da vi skulle optage scenen i Østrig. Vi tog den ud på den frosne sø og kørte rundt på isen. Det var rigtig skægt.
Aston Martin V8 Volante fra "The Living Daylights" (1987). Foto: London Film Museum
Arbejdede du på Lotus Esprit'en, da du var med på ”Spionen der elskede mig”?
Det gjorde jeg desværre ikke. Under produktionen af den film befandt jeg mig hovedsagelig i England, og de optog undervandsscenerne med bilen ud for Bahamaøerne [i Caribien].
Passer det, at I ikke kunne få Aston Martin DBS'en i ”Casino Royale” (2006) til at rulle rundt, fordi dens vejgreb var alt for godt?
Det var ikke dét, der var problemet. DBS'ens balancepunkt var så godt, at stuntholdet flere gange forsøgte at få bilen til at vælte, men uden held. Til sidst måtte vi installere en lille kvælstofkanon i den. Når føreren drejede rattet, aktiverede vi kvælstofkanonen, som fik bilen til at tippe over. Så snart den tippede, gik det fint. Problemet var at få den til at gøre det. Men det lykkedes i sidste ende. Det er virkelig førsteklasses biler, ikke? Sådan en Aston Martin er designet til ikke at kunne væltes. Vi måtte hjælpe den lidt på vej.
Det forlyder, at den britiske motorunion kritiserede ”GoldenEye” (1995), fordi de ikke mente, at Bond burde køre rundt i en tysk BMW.
Jamen altså, betyder det noget? Man kan ikke beholde den samme bil i hver eneste film. En overgang havde vi Lotus, så fik vi BMW, og nu hvor vi har fået Aston'en tilbage, elsker alle den igen. Jeg synes da, det er sjovere at ryste posen lidt en gang imellem. Man må forny sig nu og da. Ellers ville det blive kedeligt.
Aston Martin DB5 fra "GoldenEye" (1995). Foto: London Film Museum
Hvad gør i dine øjne Aston Martin til et så ikonisk bilmærke?
En Aston er indbegrebet af en britisk bil, ligesom Bond er indbegrebet af Storbritannien. Det er en elegant bil; den har stil, og den indbyder til, at man kører hurtigt. Og så er der de tekniske dimser, vi udstyrer den med. Man forventer ikke at se gadgets komme ud af en så stilig bil. Jeg tror, at den kontrast hjælper.
En del af dit job synes at være at give bilerne ekstra personlighed ud over dén, de leveres med fra fabrikkens side.
Jep, personlighed. Det er bestemt, hvad vi stræber efter. Vi skal virkelig lægge hjernerne i blød efterhånden for at finde på noget, man ikke har set før. Jeg mener, se bare hvor mange af bilerne på udstillingen, der har missiler indbygget! Vi må kæmpe for at hitte på noget anderledes.
Fredag den 21. marts 2014 slog London Film Museum dørene op til udstillingen "Bond in Motion". Verdens største, officielle samling af originale 007-transportmidler skulle kun have haft åbent indtil julen 2014. Men på grund af den enorme publikumsinteresse er "Bond in Motion" blevet forlænget flere gange. Udstillingen fortsætter nu på ubestemt tid.
Mere end 150 effekter fra James Bond-filmserien kan opleves på nært hold i London Film Museums rummelige lokaler. Ud over bilerne tæller "Bond in Motion" et udvalg af de motorcykler, flyvemaskiner og både, som Sean Connery og hans efterfølgere har benyttet i rollen som agent 007.
"Bond in Motion" kan også fremvise diverse mindre rekvisitter, hvoraf nogle er gengangere fra "Designing 007"-udstillingen på Barbican i 2012, mens andre aldrig har været udstillet før. For eksempel kan man nærlæse James Bonds evalueringspapirer fra "Skyfall". Museets beskedne øvre mezzanin er forbeholdt originale storyboardtegninger og skitser, hvoraf de ældste daterer helt tilbage til "Agent 007 jages" (From Russia with Love, 1963).
Fra og med onsdag den 18. november 2015 udvides "Bond in Motion" med afsnittet "The Cars of SPECTRE". Denne afdeling (som er inkluderet i billetprisen) vil indeholde James Bonds Aston Martin DB10, Hinx' Jaguar C-X75 og Franz Oberhausers Rolls Royce Wraith foruden en række rekvisitter fra "SPECTRE".
Endelig indeholder "Bond in Motion" flere eksotiske kuriosa såsom Bonds begravelsesleje fra "Du lever kun to gange" (You Only Live Twice, 1967) og den cellokasse, der fragter James Bond og Kara Milovy over den østrigske grænse i "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987). Og så vil det muligvis berolige fans af Bonds legendariske Aston Martin DB5, at den model, som gennemhulles af Silvas bøller i "Skyfall" (2012), er en ufatteligt detaljeret miniature i skala 1:3, fremstillet ved hjælp af en 3D-printer.
Jeg havde den store fornøjelse at deltage i udstillingens pressedag tirsdag 18. marts 2014, hvor jeg fik skudt nogle snapshots og sludret med et par garvede Bond-medarbejdere i form af stuntinstruktøren Vic Armstrong og special effects-eksperten Chris Corbould. Tilsammen har de to herrer arbejdet på 16 Bond-film.
Pressedagen blev til sidst invaderet af en privat reception for EON Productions, der er produktionsselskabet bag 24 af de nu 26 Bond-film. Sjældent har denne 007-nørd været mere starstruck, end da jeg pludselig stod omringet af Naomie Harris (Miss Moneypenny), Maryam d'Abo (Kara Milovy), producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson, scenograferne Peter Lamont og Dennis Gassner samt, ikke mindst, designgeniet sir Ken Adam i egen tudsegamle person.
Maryam d'Abo, Barbara Broccoli, Naomie Harris, Caterina Murino og Michael G Wilson (Foto: Chris Jackson/Getty Images for London Film Museum)
