Tag: Bond-lyd

Bond•O•Rama Podcast 004: Peter Albrechtsen – Mit liv med Bond

PODCAST

 
Bond•O•Rama har taget hul på et nyt podcastformat, "Mit liv med Bond". I denne serie vil jeg – webmaster Brian Iskov – invitere andre danske Bond-nørder til en uformel hyggesnak om vores fælles lidenskab, James Bond 007.

Dagens gæst i podcasten er tonemester Peter Albrechtsen (f. 1976), som introducerer "Goldfinger" i CinemaxX København på søndag den 18. juli. Allerede som dreng i 1980'ernes Nyborg hæftede Peter sig ved lyden i Bond-filmene, fordi han så dem med tysk tale. Lydeffekterne og musikken i Bond-serien har inspireret Peters arbejde som lyddesigner på f.eks. "Vores mand i Amerika". Derfor kan I også undtagelsesvist høre lydeksempler fra Bond-filmene i dette afsnit af "Mit liv med Bond".

Som tidligere vært på "P2 Soundtrack" har Peter meget at sige om de særlige kvaliteter ved John Barrys Bond-musik. Vi taler om, hvordan den oscarvindende mixer Norman Wanstall skabte lyden af bl.a. Oddjobs hat, og hvor forbløffende godt Gert Fröbe er eftersynkroniseret til engelsk som Auric Goldfinger. Peter deler også sin begejstring for scenografen Ken Adams fabelagtige production design.

Endelig fortæller Peter, hvordan han forholder sig til filmenes politisk ukorrekte elementer, når han indvier sin 11-årige søn i 007's univers ("Goldfinger" hører også til sønnens yndlingsfilm).

"Mit liv med Bond" er produceret i anledning af, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser en kavalkade med alle 26 Bond-biograffilm, inklusiv “Casino Royale” fra 1967 og “Never Say Never Again” fra 1983, på stort lærred i digital 4K-kvalitet.

Hør Bond•O•Rama Podcast 003: Rikart Købke – Mit liv med Bond
Køb billetter til CinemaxX' Bond-kavalkade (eksternt link)

Tonemester Peter Albrechtsen er gæst i Bond•O•Rama Podcast afsnit 004.

Læs mere