FILMANMELDELSE
Sean Connerys comeback som James Bond 007 uden for EON's filmserie blev mødt med noget nær enstemmig applaus fra de danske filmkritikere, da "Never Say Never Again" fik biografpremiere 21. januar 1984. Også Carl W. Bærentzens overstrømmende anmeldelse i månedsbladet Vi unges januarnummer gav udtryk for, at Connery havde været stærkt savnet i Roger Moores embedsperiode som Agent 007.