Den 4. november 1974 kunne man på forsiden af ugens rapport nr. 45 læse den saftige overskrift "rapport-journalist i slagsmål med James Bond!".
Inde i bladet fremgik det, at filmholdet havde fingeret et slagsmål mellem reporteren Chris Viffert og Roger Moore til ære for mandebladets fotograf Holger Blom. Pressestuntet fandt sted i de engelske Pinewood-studier på den sidste optagedag til den kommende James Bond 007-film "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, EON 1974).
Chris Vifferts tekst beskriver stemningen på settet, hvor alle synes at have travlt med at blive færdige, dels for at den danske journalist kan få sit "scoop", og dels fordi Roger Moore skal have hældt fire spande med melklister ned over sit fine jakkesæt som en spøgefuld markering af, at filmindspilningerne er i mål.
Kulissen, der danner rammen for Chris Vifferts møde med Roger Moore, forestiller mavedanserinden Carmens omklædningsrum i Beirut og altså ikke et hotelværelse i Hongkong, som Viffert havde fået indtryk af. Med den færdige film in mente kan sidstedagens løsslupne feriestemning, som den er beskrevet i reportagen, meget vel være forklaringen på, at slagsmålet mellem James Bond og de tre håndlangere er ualmindeligt sløset filmet. Det er i denne sekvens, at kameraet indfanger filmholdets genspejling i dekorationens makeup-spejl – en sjuskefejl, som ellers ikke ses i Bond-serien, og som tilsyneladende skyldes, at ingen gad bruge tid på et ekstra take.
Foruden en række fotos af den iscenesatte kamp mellem Viffert og Moore indeholder artiklen også et billede af filmens instruktør, Guy Hamilton, under optagelserne.
Dette 16 siders filmprogram (med 4 siders inserat af Den Danske Diamantkomité!) var tilgængeligt i danske biografer ved premieren på "Diamanter varer evigt" (Diamonds are Forever) i december 1971.
Løjerligt nok undlader United Artists' presseafdeling at nævne i programmet, at Bond-pigen Jill St. John (Tiffany Case i filmen) var eks-kone til den dansk-amerikanske adelsmand Lance Reventlow. Denne oplysning fik siden en markant plads på bagsiden af videoomslaget, da Warner Home Video udsendte "Diamanter varer evigt" på VHS i Danmark i 1980'erne.
PS: Hvis nogen ejer en intakt kopi af souvenirprogrammet uden huller til ringbind, modtager James Bond•O•Rama.dk meget gerne en indskannet udgave af dette.
Juni 1997 besøgte den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano skuespilleren Desmond Llewelyn ('Q') i dennes hjem i England. Følgende er anden halvdel af deres lange samtale om Llewelyns filmkarriere, opvækst, krigsoplevelser og selvfølgelig glansrollen som 'Q' i EON Productions' Bond-filmserie.
A (NICOLAS BARBANO): Hvor mange reklamer har du lavet, hvor du optræder som Q? Q (DESMOND LLEWELYN): Ikke mange. Kun to eller tre. Alle dem, jeg har lavet, er baseret på Q. Jeg lavede to i Amerika, men så gik firmaet konkurs. Og jeg lavede en forleden i Los Angeles, nogen med en pen.
A: Hvornår blev du første gang konfronteret med Q's enorme popularitet? Q: Vel, han har altid været ret populær, men det gik ikke op for mig, da jeg tog på min første promotiontur, for "Diamanter varer evigt". Jeg var ikke klar over, at det havde noget at gøre med mig. Jeg troede, det var på grund af Bond-filmene. Det første interview, jeg nogensinde gav, var klokken otte om morgenen, med alle disse morgensure teknikere, som bare skævede hen til mig og tænkte: "Hvad mon den der gamle gråhårede fyr skal ævle om?" Men pludselig startede Bond-musikken, og alle nærmest frøs på stedet, idet de indså, hvem jeg var. Efter interviewet ville de allesammen snakke med mig om Bond og om serien, og produceren måtte komme hen og få dem til at genoptage deres arbejde.
Det var vel først på min seneste tur til USA, at jeg indså, hvor utroligt populær Q er. Det rystede mig virkelig. Vel, det er okay her i Bexhill, hvor folk kender mig. Men mange folk kan ikke forstå, at når jeg er så kendt, hvorfor kører jeg så ikke rundt i en Rolls Royce? Hvorfor køber jeg ind i det lokale supermarked? En lille dreng spurgte mig: "Hvorfor bor du i et sted som Bexhill? Hvorfor er du ikke i Hollywood?" Og jeg forklarede, at jeg medvirker jo kun i disse film, og i perioden frem til "GoldenEye" (1995) havde jeg ikke medvirket i en film i syv år! Jeg krydser fingre for, at jeg får lov at medvirke i en film, hvor jeg ikke skal spille Q. Det ville være rart. Og jeg er ligeglad med, hvor lille rollen er.
A: Hvilke film udover Bond-serien husker du med særlig affektion? Q: Ahr, jeg var meget glad for "They Were Not Divided". Det er den eneste store rolle, jeg har haft. Jeg har haft så mange små roller i små film, såsom "Piraterne fra Blodfloden" (The Pirates of Blood River, 1962) og "Robin Hood - den fredløse" (Sword of Sherwood Forest, 1960).
A: Hvad spillede du i "Robin Hood - den fredløse"? Q: Fyren, som bliver skudt med en pil i starten af filmen. Det elskede jeg, for jeg var længe i Irland bare for at lave den lille optagelse. Jeg medvirkede i et par Terence Fisher-film. Jeg havde et par replikker i "Titanics sidste timer" (A Night to Remember, 1959). Og fire replikker i "Kleopatra" (Cleopatra, 1963). Det var frygtindgydende! Roddy McDowall havde en lang monolog, som de filmede i ét take, og når han var færdig, skulle jeg sige fire replikker. Han brugte hele morgenen og blev ved med at lave fejl, og da han endelig fik sagt det rigtigt, lavede jeg en fejl! Jeg havde ventet hele morgenen på at få lov til at sige mine fire replikker. Jeg kan huske, at jeg undskyldte til instruktøren, Joseph Mankiewicz. Men som sagt, jeg har haft masser af små roller, og det har været sjovt, men der har ikke været noget særligt vigtigt. Masser af roller med kun een replik. Og så har jeg lavet tv. Jeg var meget glad for "Follyfoot".
