Tag: Ib Glindemann

“Manden med den gyldne pistol” (1974): Danske forbindelser

● EONs niende James Bond-film, "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun) fra 1974, udmærker sig ved, at der for første gang i serien optræder en dansker foran kameraet. Janni Pia Christensen er dog ikke nævnt i rulleteksterne, og hun har heller ingen replikker. Den da 20-årige københavner skimtes kortvarigt i en enkelt indstilling, hvor hun passerer James Bond i Roger Moores skikkelse på trappen foran The Peninsula Hotel i Hongkong.
Tidskode (Blu-ray): 27.37

Janni Pia Christensen i "Manden med den gyldne pistol" (1974) - framegrab

Ifølge Ekstra Bladet indspillede Janni Pia også en aftenscene med Moore og Britt Ekland på en thailandsk restaurant i Bangkok. Dette optrin lader dog til at være endt på klipperummets gulv, hvis den da ikke var iscenesat alene for at sikre presseomtalen i Danmark.

Janni Pia Christensens statistrolle i Bond-filmen skyldtes netop, at hun i 1973 vandt skønhedskonkurrencen "Årets pige" i Ekstra Bladet. Den 29. december 1973 trykte avisen et billede af Roger Moore, der angiveligt udpeger Janni Pia til at medvirke i sin kommende Bond-film. Ekstra Bladet havde sendt et foto af de femten finalister (i alderen 15 til 21 år) til Sydafrika, hvor den engelske stjerne var i gang med at indspille filmen "Guld" (Gold) for instruktøren Peter Hunt.

Janni stødte til Bond-filmholdet i maj 1974, men udtalte efter hjemkomsten til Vi Unge og Billed Bladet, at oplevelsen som den første danske Bond-babe havde været en skuffelse, og at Roger Moore med sine "hule knæ" ikke var hendes type. Senere samme år skiftede hun navn til Nicolaisen efter sin nye ægtemand og forsvandt hurtigt ud af mediernes søgelys.

● Janni Pia i Vi Unge 1974: "Dansk piges voldsomme møde med 007"

Læs mere

“Manden med den gyldne pistol”: Mysteriet om den danske saxofonsolo (2020)

BOND-MUSIK

Er saxofonsoloen i filmen “Manden med den gyldne pistol” vitterlig skrevet af John Barry? Eller har han tyvstjålet musikken fra danskerne Ib Glindemann og Jesper Thilo uden at kreditere dem? Bond-O-Rama.dk undersøger sagen.

“Ja - det er mig, der har indspillet dén solo. Det kan jeg godt huske!”

Sådan sagde jazzmusikeren Jesper Thilo i 2012, da Bond-O-Rama ringede ham op og afspillede lyden fra en scene i James Bond-filmen “Manden med den gyldne pistol” (The Man with the Golden Gun, 1974).

I scenen hører man en smægtende tenorsaxofon smyge sig ud af højttalerne, imens James Bond i Roger Moores skikkelse kurtiserer mavedanserinden Saida (Carmen du Sautoy) i et baglokale i Beirut.

Saxofonsoloen, som Thilo genkendte som sin egen, er også med på filmens soundtrackalbum, hvor den udgør introen til skæringen “Getting the Bullet”. John Barry står krediteret som ophavsmand, og Bondmusikeksperten Jon Burlingame beskriver musikstykket i sin bog “The Music of James Bond” som “one of Barry’s signature sexy saxophone solos”.

Men den danske komponist Ib Glindemann hævdede lige til sin død i april 2019, at det var ham - og altså ikke John Barry - der havde skrevet dette ene stykke Bond-musik.

Fra artiklen "Mr. Big Band" af Henrik Hermann i Fyens Stiftstidende 3. oktober 1998

Mysteriets første spor dukkede op i et interview, som Fyens Stiftstidende lavede med Ib Glindemann i 1998. Her nævnte han i forbifarten, at Jesper Thilo engang ringede til ham og sagde, han havde hørt sig selv i en Bond-film på tv.

Forklaringen skulle være, at Glindemann leverede en række korte musikstykker som “library music” til det amerikanske marked i begyndelsen af 1970’erne. Han identificerede endda musikstykkets navn.

"Det drejer sig om tracket 'Saxophone A' på en Chappell Production Music [aka. library music] LP fra 1973/74", oplyste Glindemann i en mail til filmmusikekspert og filmkomponist Søren Hyldgaard i december 2012.

Da Jesper Thilo hørte saxofonsoloen igen, kunne han sågar huske, at indspilningen havde fundet sted i et lydstudie på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter godt 40 år tidligere.

Mon den gode John Barry følte sig fristet til at skære hjørner, fordi filmens pressede produktionsforløb kun gav ham tre uger til at komponere det 57 minutter lange partitur i? Ér det Thilo og Glindemanns solo, vi hører i “Manden med den gyldne pistol”? Lod Barry musikstykket genindspille til filmen? Eller er der tale om to selvstændige, men tilfældigvis næsten ens kompositioner?

Læs mere