● EONs niende James Bond-film, "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun) fra 1974, udmærker sig ved, at der for første gang i serien optræder en dansker foran kameraet. Janni Pia Christensen er dog ikke nævnt i rulleteksterne, og hun har heller ingen replikker. Den da 20-årige københavner skimtes kortvarigt i en enkelt indstilling, hvor hun passerer James Bond i Roger Moores skikkelse på trappen foran The Peninsula Hotel i Hongkong.
Tidskode (Blu-ray): 27.37
Ifølge Ekstra Bladet indspillede Janni Pia også en aftenscene med Moore og Britt Ekland på en thailandsk restaurant i Bangkok. Dette optrin lader dog til at være endt på klipperummets gulv, hvis den da ikke var iscenesat alene for at sikre presseomtalen i Danmark.
Janni Pia Christensens statistrolle i Bond-filmen skyldtes netop, at hun i 1973 vandt skønhedskonkurrencen "Årets pige" i Ekstra Bladet. Den 29. december 1973 trykte avisen et billede af Roger Moore, der angiveligt udpeger Janni Pia til at medvirke i sin kommende Bond-film. Ekstra Bladet havde sendt et foto af de femten finalister (i alderen 15 til 21 år) til Sydafrika, hvor den engelske stjerne var i gang med at indspille filmen "Guld" (Gold) for instruktøren Peter Hunt.
Janni stødte til Bond-filmholdet i maj 1974, men udtalte efter hjemkomsten til Vi Unge og Billed Bladet, at oplevelsen som den første danske Bond-babe havde været en skuffelse, og at Roger Moore med sine "hule knæ" ikke var hendes type. Senere samme år skiftede hun navn til Nicolaisen efter sin nye ægtemand og forsvandt hurtigt ud af mediernes søgelys.
● Janni Pia i Vi Unge 1974: "Dansk piges voldsomme møde med 007"