Tag: Lev og lad dø
“Lev og lad dø”: Dansk souvenirprogram (1973)
Dette 16 siders filmprogram var tilgængeligt i danske biografer ved premieren på "Lev og lad dø" (Live and Let Die) i december 1973.
I programmet kan man bl.a. læse om Roger Moores forberedelser til denne sin første James Bond 007-film, hovedskuespillernes og instruktøren levnedsløb, voodookulten, Ross Kanangas krokodillefarm og den dengang nye sportsgren drageflyvning.
Til gengæld forsømmer United Artists' danske presseafdeling lejligheden til at nævne, at filmens Bond-pige, Jane Seymour (Solitaire), filmdebuterede i en dansk film kun tre år forinden. Seymour spillede Ebbe Rode og Helle Virkners datter i den engelsksprogede krigsfilm "Oktoberdage" (The Only Way), der blev optaget i og omkring København.
● "Oktoberdage": Bond-Oscarvinder Norman Wanstall fortæller om Jane Seymours danske film
James Bond•O•Rama.dk beklager hullerne til ringbind (vi har ikke lavet dem!).
“James Bond Ultimate Edition”: Total Films dvd-anmeldelse (2006)
Subjektive gennemgange af alle James Bond-filmene er muligvis en af de mest populære/fladtrådte discipliner inden for 007-journalistik og fandiskurs.
Et af de mere veloplagte danske eksempler er Noe Habermanns anmeldelse i dansk Total Film nr. 5/2006 af James Bond Ultimate Edition-kufferten fra SF Film.
Attachékuffertens 40 dvd'er dækker de første 20 film i EON Productions' serie, fra "Agent 007 mission: drab" (Dr. No, 1962) til "Die Another Day" (2002). Noe Habermann gennemgår dem alle kort, men metodisk, i den fem sider lange artikel, hvor han også husker at anmelde to af de uafhængige Bond-produktioner, som ikke er inkluderet i boksen: Columbias "James Bond 007 - Casino Royale" fra 1967 og Taliafilms "Never Say Never Again" fra 1983.
Klik på siderne for at forstørre dem:
“Lev og lad dø”: 10 år med James Bond (Filmårbogen 1973)
Forlaget Carlsen udgav Filmårbogen hvert år fra 1950 til 2011. De rigt illustrerede årbøger søgte at give et overblik over den forgangne biografsæsons væsentligste premierer.
De første to James Bond 007-film fandt ikke nåde for Filmårbogens daværende redaktør. Først fra og med "Agent 007 contra Goldfinger" (Goldfinger, 1964) begyndte annalerne at registrere Bonds eventyr.
Da "Lev og lad dø" (Live and Let Die), den ottende film i EON Productions' serie, nåede Danmark i 1973, var Bonds publikumstække efterhånden så fasttømret, at "Filmårbogen 1973" afsatte hele fire sider til at markere det første jubilæum – 10 år – for EON Productions' succesrige filmserie. Teksten er skrevet af Carl W. Bærentzen:
“Walter & Carlo i Amerika”: Ole Stephensen om Clifton James (1920-2017)
Ole Stephensen fortæller om den dag i 1989, hvor han instruerede og spillede over for Clifton James – bedre kendt som sherif J.W. Pepper i James Bond-filmene
I lørdags, 15. april 2017, sov Clifton James stille ind i Oregon, USA. Den amerikanske skuespiller var kendt af James Bond 007-fans for sin komiske birolle som røvballesheriffen J.W. Pepper i Roger Moores to første Bond-film, "Lev og lad dø" (Live and Let Die, 1973) og "Manden med den gyldne pistol" (The Man with the Golden Gun, 1974).
Modsat vores norske og svenske nabolande har kun få medier i Danmark fundet det værd at nævne den 96-årige skuespillers bortgang. Clifton James' cameorolle i folkekomedien "Walter & Carlo i Amerika" fra 1989 ligner ellers en decideret foræring til redaktionssekretærer med løstsiddende danskervinkel.
Clifton James dukker op en time og seks minutter inde i "Walter & Carlo i Amerika", hvor han spiller texaneren John D. Donut (i slutteksterne blot kaldet "Tex"). Han besøger en skandinavisk udstilling i New York City og brokker sig højlydt til sin kone over at blive slæbt med på endnu et museum, hvor han – "en gammel marinesoldat" – ikke engang må ryge. Figuren, der er klædt i spraglet skjorte, cowboyslips og cowboyhat, adskiller sig ikke stort fra J.W. Pepper, som han tydeligvis skal minde om.
I sit ene, korte bidrag til dansk filmhistorie optræder Clifton James over for Ole Stephensen (Walter) og Jarl Friis-Mikkelsen (Carlo). Parret både skrev og instruerede denne tredje film i serien om Walter von Heimweh, den nydelige steward, og hans dominerende ven, hælebarsejeren Carlo Jensen.
"Jarl og jeg skrev rollen med Clifton James i tankerne," bekræfter Ole Stephensen over for James Bond•O•Rama.dk.
"Vi valgte ham netop ud fra hans medvirken i Bondfilmene. Hans varemærke var den her skråtyggende, gammelkloge smartass af en sydstatssherif, og det var den accent og attitude, den karikatur, vi var ude efter," siger Ole Stephensen.
"Det er jo ikke en kæmpe rolle, han har – han var bare med på en enkelt optagedag – så det var ikke hamrende vigtigt, at Clifton James sagde ja. Men vi syntes, det var sjovt, netop fordi mange i 1989 stadig havde den reference til ham fra de to Bond-film. Det var i princippet sheriffen fra Bond-filmene, der af en eller anden grund var på ferie i New York og havde forvildet sig ind på den udstilling," fortsætter Ole Stephensen.
“Oktoberdage”: Eksklusivt interview med Norman Wanstall (2017)
Vidste du, at Norman Wanstall, den oscarvindende lyddesigner på "Agent 007 contra Goldfinger”, har været klipper på en dansk krigsfilm?
James Bond•O•Rama har talt med Wanstall om "Oktoberdage" (1970), der også bød på Jane Seymours filmdebut – tre år før hun spillede Solitaire i James Bond-filmen "Lev og lad dø".
”Oktoberdage” (The Only Way, 1970) skildrer de danske jøders masseflugt til Sverige, som fandt sted natten mellem 1. og 2. oktober 1943.
En kun 19-årig, filmdebuterende Jane Seymour spiller ballerinaen Lillian Stein, datter af violinhandleren Leo Stein (Ebbe Rode) og dennes hustru, Ruth Stein (Helle Virkner). Familien må flygte fra deres lejlighed på Østerbro i København, da den tyske besættelsesmagt indleder en razzia mod de danske jøder. Heldigvis har Stein en handlekraftig nabo, hr. Petersen (Ove Sprogøe), som formidler kontakt til modstandsbevægelsen og får familien Stein fragtet ud af København og til Gilleleje, hvor de brave fiskere (bl.a. Kjeld Jacobsen) smugler flygtningene over Øresund i deres kuttere.
Blandt andre kendte danske skuespillere i mindre roller ses Bjørn Watt-Boolsen, Benny Hansen, Claus Ryskjær og Jens Okking i dennes (eftersynkroniserede) filmdebut.
Filmens instruktør, Bent Christensen, skrev også manuskriptet til ”Oktoberdage” sammen med forfatteren Leif Panduro. De havde tidligere arbejdet sammen på den oscarnominerede ”Harry og kammertjeneren” fra 1961.
Med undtagelse af Jane Seymour og Martin Potter som hendes kæreste er rollelisten i "Oktoberdage" besat med lutter danske skuespillere, der fremsiger deres replikker på engelsk. Producenten, Mogens Skot-Hansen fra Laterna Film, ønskede nemlig at sælge "Oktoberdage" til udlandet, hvor historien om den danske modstandsbevægelses bedrift i 1943 er velkendt. Til det formål allierede han sig med det amerikanskejede produktionsselskab Hemisphere Productions, der var indregistreret i Panama (hvorfor ”Oktoberdage” officielt var en dansk-panamansk ko-produktion). Desværre blev ”Oktoberdage” ikke en tilnærmelsesvis så stor succes som ”Harry og kammertjeneren” hverken i Danmark eller på det internationale marked, hvor den gik under titlen ”The Only Way”.
Engelske Norman Wanstall, der var lyddesigner på fire James Bond-film mellem 1962 og 1967, blev hentet til København for at klippe ”Oktoberdage”. I dag er han 81 år og for længst pensioneret fra filmbranchen. James Bond•O•Rama har været så heldig at få et eksklusivt mailinterview med Wanstall, hvor han fortæller om sit lille bidrag til dansk filmhistorie.
Bonusinfo: To andre danske film har siden genfortalt historien om jødernes flugt i 1943: ”En dag i oktober” (Kenneth Madsen, 1991) og ”Fuglene over sundet” (Nicolo Donato, 2016).
“Lev og lad dø”: Danske View-Master-hjul (1973)
I forbindelse med biografpremieren på "Lev og lad dø" (Live and Let Die) i 1973 udgav GAF Corporation tre View-Master-hjul baseret på filmen. Hjulene blev markedsført i USA, Vesttyskland, Holland og Danmark (og muligvis endnu flere lande).
View-Master-hjulene genfortæller i grove træk handlingen fra "Lev og lad dø" gennem 21 sæt dias fra filmen. Når man ser stereogrammerne gennem View-Master-fremviseren, opstår en 3-D-lignende effekt.
"A View-Master disk holds 14 film slides in seven pairs, making up the seven stereoscopic images. Two film slides are viewed simultaneously, one for each eye, thus simulating binocular depth perception."
- fra Wikipedia