James Bond 007-ekspert og filmjournalist Nicolas Barbano skriver:

I 1996-2001 var jeg tilknyttet Ekstra Bladet som ’fast freelancer’, den mest intense skriveperiode i mit liv, hvor jeg ofte skrev i døgndrift for at nå utallige ugentlige deadlines på en nonstop strøm af anmeldelser, interviews og artikler. Fordi jeg skrev så ekstremt mange anmeldelser (ikke blot biografpremierer men også videoudgivelser mm.), var jeg ekstra opmærksom på ikke at at stivne i skrivemæssige formularløsninger og forsøgte med vekslende held løbende at lege med sproget og formen. Mine anmeldelser af ”The World Is Not Enough” og Jamie Lee Curtis-gyseren ”Virus” (begge fra 1999) var de to mest ekstreme eksempler herpå.

Jeg elsker at skrive om film og sagde straks ja, da Ekstra Bladets daværende kulturredaktør i 1996 inviterede mig om bord – skønt jeg aldrig har følt mig specielt kaldet til at blive dagbladsanmelder og skulle aflevere en anmeldelse straks efter at have set en film første gang. Jeg synes nemlig ikke, at den arbejdsgang yder filmene den største retfærdighed. En god anmeldelse kræver overblik. Især var jeg meget lidt glad for at skulle anmelde ”The World Is Not Enough” efter kun ét gennemsyn, for Bond-filmene med deres lange spilletid og episodiske natur er typiske eksempler på, at det kan kræve et gensyn at ”kunne se skoven for bare træer”. Ydermere var det vigtigt for mig at yde netop Bond-serien retfærdighed. Mine overvejelser om filmens kvaliteter og frustration over ikke at føle mig klar til at anmelde den, førte sammen med mit ønske om at eksperimentere med anmeldergenren til, at jeg valgte at udforme anmeldelsen som en fiktiv dialog, som afspejlede mit eget foreløbige syn på filmen, men hvormed jeg samtidigt distancerede mig fra denne min foreløbige vurdering.

At lade Bond, M og Miss Moneypenny optræde som virkelige personer, der forholder sig til filmen som en hemmelig virkelighed camoufleret som fiktion, forekom mig i øvrigt at være en original ide – i alt fald indtil jeg i oktober 2017 via et indlæg i Bond-O-Rama.dk blev mindet om John Pearsons roman “James Bond: The Authorized Biography of 007” (1973, dansk udgave 1975), der som titlen antyder er udformet, som var den en virkelig persons selvbiografi. Jeg erindrer svagt at have læst den helt eller delvis som 14-årig, hvor jeg netop var begyndt at interessere mig for 007-universet, mens jeg undrede mig såre over, at James Bond ifølge bogen skulle være en virkelig person. Jeg vidste, at Q var baseret på en virkelig person, men Bond? I alt fald endte jeg med at kaste bogen fra mig som nonsens – uden at have forstået spøgen. Der skulle derefter gå nogle år, før jeg lærte at værdsætte mockumentaries, paralleluniverser og lignende konstruktioner. Sidenhen har i øvrigt Lars Ole Sauerberg i ”Den store karakterbog” (2012) skrevet en fiktiv James Bond-biografi udformet med Moneypenny som talerør, fuldstændigt som i min filmanmeldelse.

Hvad angår ”The World Is Not Enough” er den dalet en smule i min anerkendelse, siden jeg anmeldte den i Ekstra Bladet. Måske skriver jeg en dag en ny og mere konventionelt udformet anmeldelse, sådan som Ekstra Bladets daværende chefanmelder Jonna Gade ville have foretrukket. Hun stoppede mig i alt fald samme dag, anmeldelsen var i avisen, i en af redaktionens korridorer og gjorde meget eftertrykkeligt opmærksom på, at dén anmeldelse syntes hun bestemt ikke, var morsom.

– Nicolas Barbano, 6.4.2018

● James Bond i "Den store karakterbog"
● John Pearson: "Jeg er 007 James Bond"

MISSION: VERDENSKLASSE

AF NICOLAS BARBANO

--Moneypenny, kom lige ind på mit kontor.
--Ja, M. (...) Her er jeg.
--Vi bliver nødt til at lave efterkritik på 007s seneste opgave, Mission: World.
--Burde vi ikke vente, til Commander Bond kan være med?
--Jo, men han er stadig på hospitalet med en knust skulder, og vi er under pres fra amerikanerne. De har stærkt kritiseret Mission: World.
--Men Bond frelste jo den vestlige verden - igen?!
--Korrekt, han fik ram på skurkene og reddede otte millioner menneskeliv, inklusive mit eget. Men amerikanerne synes, der var for lidt action. Måske 007 burde have undgået den situation i bjergene, hvor han blev angrebet af Parahawks. Lavinen var nul og niks. Og 007s tidligere sne-action under Mission: Majesty, Mission: Spy og Mission: Eyes er svær at toppe.
--Enig, M. Men ski-slaget var kun et af Bonds fem action-optrin denne gang. De andre fire var forrygende. Især var jeg meget imponeret over bådjagten ned ad Themsen, som startede her i vores eget hovedkvarter. Bloody good show! Og det endelige opgør på liv og død mellem Bond og skurken Renard...
--Mmh, med Bond lammet af smerte, i en lodret atomubåd der hastigt fyldes med vand mens en nedsmeltning er undervejs i reaktoren! Afgjort et af de mest intense, klaustrofobiske slagsmål, 007 har oplevet siden konfrontationen med Grant i togkupeen under Mission: Russia. Problemet handler vist om balance.
--Balance?
--Ja, Moneypenny. Når missionen starter med sådan en storstilet bådjagt, forventer folk, at den vil slutte med noget endnu mere storslået og spektakulært, ikke bare en veludført nævekamp. Det er en skam, at skurken ikke havde en kæmpemæssig, underjordisk base, hvor 007 kunne have udløst en mindre krig.