Tag: Politiken

“Die Another Day”: Politikens filmanmeldelse (2003)

Erik Jensen anmeldte den 20. James Bond-film fra EON Productions, "Die Another Day", i dagbladet Politiken den 24. januar 2003. Han gav fire ud af seks stjerner til Bond-seriens 50-årsjubilæumsfilm, men skrev samtidig, at "man føler sig hensat til et spil på PlayStation 2":

"Dette er i sandhed drengerøvenes James Bond."

DAD anm Pol 240103

Teksten er gengivet med venlig tilladelse af Erik Jensen.

“Moonraker”: Richard Kiel i Danmark (Politiken 1979)

I forbindelse med danmarkspremieren på "Moonraker" (1979), den 11. James Bond-film fra EON Productions, fik København besøg af amerikaneren Richard Kiel, der vandt publikums yndest i sin rolle som Jaws, skurkens håndlanger i både "Moonraker" og den foregående Bond-film, "Spionen der elskede mig" (EON 1977).

Politiken bragte den 7. august 1979 denne notits om Richard Kiels pr-visit i Danmark. Dagen forinden havde avisens fotograf Lars Hansen foreviget den 220 cm høje skuespiller i færd med at løfte den syvårige dreng Jacob i én finger.

“Tomorrow Never Dies”: Politikens filmanmeldelse (1997)

Dagbladet Politikens filmkritiker Kim Skotte tog lunkent imod "Tomorrow Never Dies", da EON Productions' 18. James Bond-film havde dansk biografpremiere den 19. december 1997.

"007s Juleshow" kaldte Skotte sin trestjernede anmeldelse, hvor han bandt filmens julepremiere sammen med højtidens hang til trygge ritualer:

"Selv på det beskedne hyggeplan er det altså lovlig småt med overraskelserne. Hvor udfordringen før var at  finde en balance mellem nye påhit og tradition, er 007 med Tomorrow Never Dies definitivt på traditionens side. James Bond får simpelthen for meget forærende af fortiden til at turde byde på andet end minimale justeringer."

TND anm Pol 191297

“Spionen der elskede mig”: Anders Bodelsens filmanmeldelse i Politiken (1977)

Forfatteren Anders Bodelsen var mildest talt træt af James Bond, da han den 12. august 1977 anmeldte den biografaktuelle "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, EON 1977) for dagbladet Politiken. "Nu ville det snart ikke gøre spor om han helt forsvandt," skrev han om  Agent 007 i Roger Moores gestaltning, der i Bodelsens øjne mindede om "en turne-udgave" af Sean Connerys Bond.

Dog kunne Anders Bodelsen fremhæve filmens indledende skihop og Curd Jürgens som "skæg skurk i professor Nemo-stil". Avisen præsterede i øvrigt at skrive navnet på filmens instruktør, Lewis Gilbert, forkert (John Gilbert var en amerikansk stumfilmstjerne).

TSWLM amn Pol Bodelsen 120877

“Agent 007 mission: drab”: Foromtale og biografannonce i Politiken (1963)

James Bond 007-filmserien fra EON Productions fylder 60 år i dag, onsdag den 5. oktober 2022.

For 60 år siden måtte danskerne dog pænt vente seks måneder, før de endelig fik lov at se den første biograffilm i rækken, "Agent 007 mission: drab" (1962). På selve dagen for filmens danske biografpremiere, den 5. april 1963, bragte dagbladet Politiken nedenstående kortfattede foromtale. Det fremgår, at Ian Flemings bogserie om Agent 007 allerede var kendt i Danmark, omend forfatteren måtte finde sig i at få sit navn fordansket til Jan Fleming. Den unavngivne skribent bemærker også, at den danske oversættelse af filmtitlen "Dr. No" ikke just var særlig mundret.

Bagerst i avisen havde filmens københavnske premierebiograf, Nørreport Bio, indrykket en større etspaltet annonce, der lokkede med en bevæbnet James Bond i smoking og en bikiniklædt Honey Ryder. Tegningerne var taget fra Mitchell Hooks' engelske plakatdesign.

Tillykke med 60-årsjubilæet!

● Læs de danske dagblades filmanmeldelser af "Agent 007 mission: drab"

DR NO_Politiken notits 05041963
DR NO dansk biografrepertoire 05041963

“Skyfall”: Thomas Thorhauges tegninger til Politiken (2012)

Torsdag 25. oktober 2012 markerede Politiken FILM danmarkspremieren på "Skyfall", og dermed 50-års jubilæet for EON Productions' James Bond-filmserie, med adskillige siders 007-stof.

Politikens faste tegner, den filmkyndige Thomas Thorhauge, leverede nedenstående illustration til forsiden af tillægget. Samtlige af EONs Bond-skuespillere optræder i karikeret form på Thorhauges tegning (men er George Lazenbys ører for små?).

Thomas Thorhauge Politiken FILM Bond-forside 251012
© Thomas Thorhauge 2012

Thomas Thorhauge tegnede og forfattede også en James Bond-særudgave af sin filmtegneserie "Ekstramateriale". "007 replikker til biografkøen" er genoptrykt herunder med ophavsmandens venlige tilladelse.

Thomas Thorhauge "Ekstramateriale" nr. 31 om James Bond
© Thomas Thorhauge 2012

Læs mere

“Spionen der elskede mig”: Politiken til gallapremiere i London (1977)

REPORTAGE

 
Medieinteressen var stor, da EON Productions i 1977 lancerede deres tiende James Bond 007-film, "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me).

Politiken sendte forfatter og filmkritiker Anders Bodelsen til London for at overvære filmens kongelige gallapremiere i Odeon Leicester Square på den ikoniske dato 7.7.77. Bodelsen kvitterede med denne reportage, trykt en uge senere den 14. juli 1977, hvori han ikke lægger skjul på sin personlige lede ved hele Bond-fænomenet.

Anders Bodelsen noterer sig, at hans skrivende kollega - filmens manuskriptforfatter Christopher Wood - øjensynlig blev underbetalt for sin indsats, og at instruktøren Lewis Gilbert til pressemødet næste morgen udtaler, at "det måske kunne være sjovt at lave en Bond-film med færre effekter og mere 'character'," hvortil producenten Albert R. Broccoli "ryster umærkeligt på hovedet". Gilberts næste film blev "Moonraker" ...