Tag: Spionen der elskede mig

“Jane Blond”: Interview med Dansk Rakkerpak (2023)

I sommeren 2023 tog teatertruppen Dansk Rakkerpak på danmarksturné med deres open air-show "Jane Blond". James Bond•O•Rama.dk har talt med instruktør og medforfatter Niels Grønne om forestillingen, der er en veloplagt og familievenlig pastiche over Agent 007's univers.

Fra juni til september 2023 har man i flere danske byer kunnet oplevet det timelange show ”Jane Blond”, der parodierer og hylder James Bond-universets faste ingredienser. Helt i tidens ånd er den maskuline superagent skiftet ud med en sej heltinde (spillet af Susanne Bonde), der ikke lader James Bond noget tilbage i charme, snilde og slagkraft. Blofeld (Niels-Peter Kløft) og Jaws (Jesper Pedersen) optræder som velkendte skurke i det tempofyldte og musikalske gadeteatershow, hvor fjerdemanden Thomas Dinesen sørger for lydeffekter, liveakkompagnement og speak af Blofelds replikker.

Bag ”Jane Blond” står Dansk Rakkerpak, der blev dannet i 1994, og som siden 2017 har kunnet kalde sig Næstveds internationale egnsteater. Truppen har tradition for at turnere med deres sommerforestillinger, som ved flere lejligheder har taget udgangspunkt i eksisterende fiktionsuniverser. Tarzan, Sherlock Holmes og spaghettiwesterns har tidligere været under kærlig behandling af Dansk Rakkerpak, og ”Psycho Street Cut”, deres udgave af Hitchcocks ”Psycho”, opnåede endda en Reumert-nominering i 2015.

Skuespilleren Niels Grønne, der dannede truppen i 1994 og i dag udgør en tredjedel af den kunstneriske ledelse, har instrueret den aktuelle forestilling, ”Jane Blond”. Han har desuden udtænkt manuskriptet sammen med de medvirkende.

Jane Blond foto 1 (Søren K. Kløft)
Niels-Peter Kløft, Susanne Bonde og Jesper Pedersen i "Jane Blond" ● pr-foto: Søren K. Kløft

Den 61-årige Niels Grønne voksede op med Roger Moore som James Bond, og efter eget udsagn er han det medlem af Dansk Rakkerpak, der gik mest op i at lave en forestilling med Agent 007-tema. Han fortæller til James Bond•O•Rama:

”Jeg synes, det er fantastisk, at man kan blive ved med at forny det univers, og at filmene følger med tiden. Faktisk syntes jeg, at filmene med Pierce Brosnan ramte den allerbedste balance, og jeg ærgrede mig over, at han måtte gå af på grund af Mission: Impossible og andre konkurrenter.”

”For et par år siden var jeg så heldig at finde et bokssæt med alle de gamle Bond-film, så vi kunne kigge dem igennem og hente inspiration til vores forestilling. I lyset af al den debat, der har været om, hvem der skulle være Bond næste gang, tænkte vi, at det kunne være sjovt med en kvindelig Bond, så vi forholdt os til, hvordan Bond behandler kvinder og omvendt.”

”Vi gjorde Jane Blond til en moderne udgave af Bond ligesom Pierce Brosnan og Daniel Craig, som giver deres modstykker en vis værdighed. Samtidig har hun også lidt af den der brug og smid væk-mentalitet i den scene, hvor man ser hende med en mandsperson på en natklub eller hotelværelse, men hvor hun affærdiger ham, så snart hovedkvartet tilkalder hende. Vi ville gerne vise, at en kvinde kunne have den samme attitude og handlekraft.”

Læs mere

“Spionen der elskede mig”: Vejle Amts Folkeblads filmanmeldelse (1977)

I modsætning til filmkritikerne på de fleste store københavnske dagblade havde Vejle Amts Folkeblads udsendte medarbejder kun pæne ord at sige om "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, EON 1977), da filmen havde danmarkspremiere i Vejle-biografen Lido den 15. august 1977.

Signaturen new, som muligvis var avisens chefredaktør Vagn Nygaard, skrev blandt andet om den 10. James Bond-film fra EON Productions:

"Roger Moore er virkelig ved at få hold på sin Bond-figur. Han er charmerende elegant, og med sit afmålte britiske spil er Moore efterhånden perfekt som 007."

TSWLM anm Vejle Amts Folkeblad 150877

“Spionen der elskede mig” (1977): Danske forbindelser

Også i "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, EON 1977) overførte den tyskfødte scenograf Ken Adam sin interesse for dansk møbeldesign til filmens superskurk, Karl Stromberg (spillet af ligeledes tyske Curd Jürgens).

Designeren Verner Panton (f. 1926, d. 1998) er repræsenteret for tredje gang i EON Productions James Bond 007-filmserie. Hans Pantonova-møbelsystem fra 1971 indtager en prominent plads i undervandspaladset Atlantis, hvor Stromberg har indrettet sin selskabsstue med brune puder i det skulpturelle danske stålmøbel.

Verner Pantons Pantonova-møbelsystem i "Spionen der elskede mig" (1977)

Pantonova-systemet, som Panton oprindelig skabte til restauranten Varna i Aarhus, består af tre moduler - et linæert, et konkavt og et konvekst - som kan anvendes separat eller sættes sammen i forskellige organiske former, såsom en cirkel, et S eller en bølge. Den fynske møbelfabrikant Montana Furniture relancerede Pantonova i 2019. Pr. januar 2023 koster det mellem 9.402,50 og 12.930 kroner at anskaffe et modul, hvis man ønsker at kopiere Stromberg-stilen.
Tidskode (Blu-ray): 01:06:05 og frem

Pantonova-møbelsystemet hos Montana Furniture (eksternt site)

Læs mere

“Spionen der elskede mig”: Anders Bodelsens filmanmeldelse i Politiken (1977)

Forfatteren Anders Bodelsen var mildest talt træt af James Bond, da han den 12. august 1977 anmeldte den biografaktuelle "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, EON 1977) for dagbladet Politiken. "Nu ville det snart ikke gøre spor om han helt forsvandt," skrev han om  Agent 007 i Roger Moores gestaltning, der i Bodelsens øjne mindede om "en turne-udgave" af Sean Connerys Bond.

Dog kunne Anders Bodelsen fremhæve filmens indledende skihop og Curd Jürgens som "skæg skurk i professor Nemo-stil". Avisen præsterede i øvrigt at skrive navnet på filmens instruktør, Lewis Gilbert, forkert (John Gilbert var en amerikansk stumfilmstjerne).

TSWLM amn Pol Bodelsen 120877

Bond•O•Rama Podcast 007: Nicolas Barbano – mit liv med Bond

PODCAST

 

Gæsten i det indtil videre sidste afsnit i Bond•O•Rama Podcast-serien "Mit liv med Bond" er det nærmeste, vi kommer på en grand old man inden for dansk 007-formidling. Nicolas Barbano (f. 1963) bestyrede læserbrevkassen BOX 007 i Interpresses James Bond-tegneserieblad allerede som teenager. Takket være ham var Bond-bladet det sted, hvor danske Bond-fans i tiden før World Wide Web hentede ny info om Agent 007.

Nicolas Barbano fortæller i denne samtale om sine mange møder med Bond-kendisser, som dengang Martine Beswick lavede sandwich til ham, eller da han fik et ønske opfyldt af Barbara Broccoli, som gav bagslag. Og hvad siger man til Christopher Lee, når man opdager, han har noget siddende i ansigtet?

Nicolas slår også et slag for den udskældte "Casino Royale" fra 1967, som han introducerede i CinemaxX' kavalkade. Han kommer ind på, hvorfor han ikke faldt for Bond i "Live and Let Die", men først i "The Spy Who Loved Me", samt hvilke problemer han har med Daniel Craigs version af Bond og ikke mindst de seneste titelsange. Endelig finder han en obskur dansk forbindelse frem i form af pornoparodien "Jane Bomb".

● Køb billetter til CinemaxX' Bond-kavalkade (eksternt link)
● Læs Nicolas Barbanos Bond-artikler og interviews på Bond•O•Rama

● Hør Bond•O•Rama Podcast 003: Rikart Købke – Mit liv med Bond
● Hør Bond•O•Rama Podcast 004: Peter Albrechtsen – Mit liv med Bond
● Hør Bond•O•Rama Podcast 005: Nikolaj Tarp – Mit liv med Bond
● Hør Bond•O•Rama Podcast 006: Jakob Stegelmann – Mit liv med Bond

“Spionen der elskede mig”: Første danske salgs-VHS (1989)

I 1989 begyndte Metronome Video på licens fra Warner Home Video at genudgive hele James Bond 007-filmserien (undtagen Columbias "Casino Royale" fra 1967) på VHS. Det var første gang, at Bond-filmene blev gjort tilgængelige som salgskassetter på det danske marked.

Samtlige udgivelser i denne serie havde specialdesignede omslag med rastergrafik på en metallisk grå baggrund. Udtrykket skulle formentlig lede tankerne hen på geværløbet fra filmseriens ikoniske introsekvens.

Her ses gunbarrel-omslaget til "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, EON 1977):

Tak til Jan Mouritzen.