Subjektive gennemgange af alle James Bond-filmene er muligvis en af de mest populære/fladtrådte discipliner inden for 007-journalistik og fandiskurs.
Et af de mere veloplagte danske eksempler er Noe Habermanns anmeldelse i dansk Total Film nr. 5/2006 af James Bond Ultimate Edition-kufferten fra SF Film.
Attachékuffertens 40 dvd'er dækker de første 20 film i EON Productions' serie, fra "Agent 007 mission: drab" (Dr. No, 1962) til "Die Another Day" (2002). Noe Habermann gennemgår dem alle kort, men metodisk, i den fem sider lange artikel, hvor han også husker at anmelde to af de uafhængige Bond-produktioner, som ikke er inkluderet i boksen: Columbias "James Bond 007 - Casino Royale" fra 1967 og Taliafilms "Never Say Never Again" fra 1983.
Medieinteressen var stor, da EON Productions i 1977 lancerede deres tiende James Bond 007-film, "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me).
Politiken sendte forfatter og filmkritiker Anders Bodelsen til London for at overvære filmens kongelige gallapremiere i Odeon Leicester Square på den ikoniske dato 7.7.77. Bodelsen kvitterede med denne reportage, trykt en uge senere den 14. juli 1977, hvori han ikke lægger skjul på sin personlige lede ved hele Bond-fænomenet.
Anders Bodelsen noterer sig, at hans skrivende kollega - filmens manuskriptforfatter Christopher Wood - øjensynlig blev underbetalt for sin indsats, og at instruktøren Lewis Gilbert til pressemødet næste morgen udtaler, at "det måske kunne være sjovt at lave en Bond-film med færre effekter og mere 'character'," hvortil producenten Albert R. Broccoli "ryster umærkeligt på hovedet". Gilberts næste film blev "Moonraker" ...
I januar 1977 fik Politikens filmkritiker Herbert Steinthal (1913-1986) chancen for at besøge '007 Stage' under optagelserne til "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me), EON Productions' tiende James Bond-film.
Artiklen, der blev trykt i Politikens søndagsudgave 16. januar 1977, beskriver Herbert Steinthals visit til Pinewood-studierne uden for London. 007 Stage var på det tidspunkt kun en måned gammel, indviet med pomp og pragt den 5. december 1976. James Bond-filmseriens producer, Albert R. Broccoli, lod den gigantiske studiehal opføre, da der ikke fandtes noget filmatelier i verden, der var stort nok til at rumme scenografen Ken Adams dekoration af supertankeren Liparus' indre (med plads til tre atomubåde i 5/8 målestok).
Herbert Steinthal overværede også filmens stjerne, Roger Moore, give tv-interviews til verdenspressen. Roger Moore udtaler blandt andet i artiklen:
"Jeg glæder mig til at komme til København igen til sommer, når Tivoli har åbnet. Så vil jeg have min kone og børnene med." – Roger Moore
Note: Kvinden på det ledsagende foto er naturligvis ikke Barbara Bach, som billedteksten angiver, men engelske Caroline Munro, der spillede Naomi i "Spionen der elskede mig".
Herunder ses distributøren United Artists' originale danske pressemateriale til EON Productions' tiende James Bond-film, "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me) fra 1977.
A4-tryksagen blev udsendt til landets biografer omkring filmens danmarkspremiere i august 1977.
Den 1. september 2016 havde Bond•O•Rama fornøjelsen af at sidde til bords med de to legendariske Bond-piger Caroline Munro og Martine Beswick. Dette er første halvdel af samtalen.
Caroline Munro (f. 1949) pyntede i baggrunden af “James Bond 007 - Casino Royale” (1967) som ukrediteret “Guard Girl”. Siden havde hun en lille, men mindeværdig skurkerolle som den letpåklædte helikopterpilot Naomi i “Spionen der elskede mig” (The Spy Who Loved Me, 1977).
Caroline Munro med Roger Moore i "Spionen der elskede mig" (1977) • framegrab
Martine Beswick (f. 1941) gjorde sin opsigtsvækkende filmdebut som Zora, en af de kæmpende sigøjnerkvinder i “Agent 007 jages” (From Russia with Love, 1963). Filmens instruktør, Terence Young, inviterede Beswick tilbage til “Agent 007 i ilden” (Thunderball, 1965), hvor hun spillede Nassau-agenten Paula Caplan.
Martine Beswick med Sean Connery i "Agent 007 i ilden" (1965) • framegrab
75-årige Beswick har ladet sig pensionere som skuespiller, mens 67-årige Munro højst ses i små cameoroller fra tid til anden. Til gengæld er de to smukke og charmerende kvinder meget efterspurgte som æresgæster ved horror-, science fiction- og James Bond-messer rundt omkring i verden. Beswick og Munro rejser og optræder helst sammen, og Bond•O•Ramas udsendte mærkede tydeligt kemien gnistre mellem de to lystigt pludrende slyngveninder, der ofte fuldførte hinandens sætninger på Rip, Rap & Rup-maner.
Morsomt var det også at overvære kontrasten mellem kvindernes personligheder. Da Caroline Munro erfarede, at undertegnede endnu ikke havde spist frokost, selvom klokken var tre om eftermiddagen, blev hun straks grebet af moderlig omsorg og tilbød at dele sin kande te med mig. Over for den mere fandenivoldske og bramfri “storesøster” Martine Beswick fremstod Munro som den sødmefyldte uskyld. Begge var varme, skægge og imødekommende.
Bond•O•Ramas møde med Caroline Munro og Martine Beswick fandt sted på designhotellet The Thief i Oslo, hvor George Lazenby holdt hof ved en pressekonference tidligere samme dag. Første del af interviewet (i let redigeret form) handler primært om James Bond 007-relaterede emner. Anden del, med fokus på Beswick og Munros filmroller uden for Bond-serien, følger snarest.
En stor tak til Morten Steingrimsen og “James Bond til Oslo” for at muliggøre interviewet.
Juni 1997 besøgte den danske James Bond 007-ekspert Nicolas Barbano skuespilleren Desmond Llewelyn ('Q') i dennes hjem i England. Følgende er anden halvdel af deres lange samtale om Llewelyns filmkarriere, opvækst, krigsoplevelser og selvfølgelig glansrollen som 'Q' i EON Productions' Bond-filmserie.
A (NICOLAS BARBANO): Hvor mange reklamer har du lavet, hvor du optræder som Q? Q (DESMOND LLEWELYN): Ikke mange. Kun to eller tre. Alle dem, jeg har lavet, er baseret på Q. Jeg lavede to i Amerika, men så gik firmaet konkurs. Og jeg lavede en forleden i Los Angeles, nogen med en pen.
A: Hvornår blev du første gang konfronteret med Q's enorme popularitet? Q: Vel, han har altid været ret populær, men det gik ikke op for mig, da jeg tog på min første promotiontur, for "Diamanter varer evigt". Jeg var ikke klar over, at det havde noget at gøre med mig. Jeg troede, det var på grund af Bond-filmene. Det første interview, jeg nogensinde gav, var klokken otte om morgenen, med alle disse morgensure teknikere, som bare skævede hen til mig og tænkte: "Hvad mon den der gamle gråhårede fyr skal ævle om?" Men pludselig startede Bond-musikken, og alle nærmest frøs på stedet, idet de indså, hvem jeg var. Efter interviewet ville de allesammen snakke med mig om Bond og om serien, og produceren måtte komme hen og få dem til at genoptage deres arbejde.
Det var vel først på min seneste tur til USA, at jeg indså, hvor utroligt populær Q er. Det rystede mig virkelig. Vel, det er okay her i Bexhill, hvor folk kender mig. Men mange folk kan ikke forstå, at når jeg er så kendt, hvorfor kører jeg så ikke rundt i en Rolls Royce? Hvorfor køber jeg ind i det lokale supermarked? En lille dreng spurgte mig: "Hvorfor bor du i et sted som Bexhill? Hvorfor er du ikke i Hollywood?" Og jeg forklarede, at jeg medvirker jo kun i disse film, og i perioden frem til "GoldenEye" (1995) havde jeg ikke medvirket i en film i syv år! Jeg krydser fingre for, at jeg får lov at medvirke i en film, hvor jeg ikke skal spille Q. Det ville være rart. Og jeg er ligeglad med, hvor lille rollen er.
A: Hvilke film udover Bond-serien husker du med særlig affektion? Q: Ahr, jeg var meget glad for "They Were Not Divided". Det er den eneste store rolle, jeg har haft. Jeg har haft så mange små roller i små film, såsom "Piraterne fra Blodfloden" (The Pirates of Blood River, 1962) og "Robin Hood - den fredløse" (Sword of Sherwood Forest, 1960).
A: Hvad spillede du i "Robin Hood - den fredløse"? Q: Fyren, som bliver skudt med en pil i starten af filmen. Det elskede jeg, for jeg var længe i Irland bare for at lave den lille optagelse. Jeg medvirkede i et par Terence Fisher-film. Jeg havde et par replikker i "Titanics sidste timer" (A Night to Remember, 1959). Og fire replikker i "Kleopatra" (Cleopatra, 1963). Det var frygtindgydende! Roddy McDowall havde en lang monolog, som de filmede i ét take, og når han var færdig, skulle jeg sige fire replikker. Han brugte hele morgenen og blev ved med at lave fejl, og da han endelig fik sagt det rigtigt, lavede jeg en fejl! Jeg havde ventet hele morgenen på at få lov til at sige mine fire replikker. Jeg kan huske, at jeg undskyldte til instruktøren, Joseph Mankiewicz. Men som sagt, jeg har haft masser af små roller, og det har været sjovt, men der har ikke været noget særligt vigtigt. Masser af roller med kun een replik. Og så har jeg lavet tv. Jeg var meget glad for "Follyfoot".
Stuntmanden Martin Grace (1942-2010) var stand-in for Roger Moore i fem James Bond-film. Han arrangerede desuden actionsekvenserne i "Agent 007 i skudlinien" (A View to a Kill) fra 1985.
Samme år blev Martin Grace portrætteret i Ugens Rapport nr. 49. I artiklen fortæller han også om dengang, han dublerede Richard Kiel som Jaws i "Spionen der elskede mig" (The Spy Who Loved Me, 1977):
