I anledning af den danske biografpremiere på "Die Another Day" udsendte ugebladet Se og Hør jubilæumshæftet "40 år med James Bond" som tillæg til deres nr. 4/2003.
De XX siders hæfte indeholdt en lang række interviews, som bladets såkaldte 007-redaktør Peer Kaae havde lavet med filmens skuespillere: Pierce Brosnan, Halle Berry, Rick Yune, Rosamund Pike. Tillægget bød også på citatmosaikker forklædt som interviews med de tidligere Bond-stjerner Sean Connery, George Lazenby, Roger Moore og Timothy Dalton, en artikel om Richard Kiel med en morsom anekdote fra hans besøg i Tivoli 1978, opslag om Bonds-biler og kvinder samt et besøg hos den danske Bond-samler Knud Braagaard fra Lyngby.
Michael Blædel anmeldte "Licence to Kill" i Berlingske Tidende ved danmarkspremieren den 7. juli 1989. Blædel undlod ikke at bemærke synergien imellem den valgte premieredato og dette nyeste eventyr i filmserien om James Bond 007. Hans mange indvendinger afspejler ganske godt den danske anmelderstands generelle holdning til Timothy Daltons anden og sidste Bond-film.
Morsomt nok plukkede distributøren det negative skudsmål "flot, iskold og udmattende" ud af Michael Blædels anmeldelse og satte det på annoncerne som fremhævet citat, da "Licence to Kill" senere skulle lanceres på video i Danmark.
I Bond•O•Rama Podcasts serie "Mit liv med Bond" vil jeg – webmaster Brian Iskov – i hvert afsnit invitere en anden dansk Bond-nørd til en uformel hyggesnak om vores personlige forhold til James Bond 007.
Anledningen er CinemaxX Københavns aktuelle kavalkade med 26 James Bond-film, der vises i digital 4K-kvalitet som optakt til premieren på “No Time to Die”. Kavalkaden løber indtil 28. september 2021.
Gæst i dette afsnit er Jakob Stegelmann, vært på DR's "Troldspejlet" siden 1989 og medredaktør på Carlsens "Filmårbogen" 1983-2001. Jakob er født i 1957 og stiftede bekendtskab med James Bond i knaldbiografen Nørreport, hvor han sågar mødte Jane Seymour til presseforestillingen på "Lev og lad dø" i 1973.
Jakob Stegelmann fortæller om sit forhold til Bond-filmene, videospillene og tegneserierne og om dengang, han interviewede Pierce Brosnan (det gik ikke godt) og Lee Tamahori. Vanen tro bevæger han sig ud ad flere nostalgiske tangenter, blandt andet om Roger Moores tv-rolle som Brett Sinclair i "De uheldige helte", om Patrick McGoohan, der flere gange takkede nej til rollen som Bond, og om B-filmen "Zarak", som Terence Young instruerede for Albert Broccoli seks år før "Dr. No". Endelig kaster Jakob lys over en skummel historie om Broccolis fortid - og så kan han præsentere en i sandhed obskur 007-parodi: tegnefilmene om James Hound.
Jakob Stegelmann introducerer visningen af "Licence to Kill" i CinemaxX København søndag den 29. august 2021.
Bond•O•Rama.dk er tilbage efter et halvt års pause!
Det samme er Bond•O•Rama Podcast, nu i et lidt mere regelmæssigt format. Vi lancerer nemlig en række særafsnit under titlen "Mit liv med Bond", hvor jeg – webmaster Brian Iskov – hver gang inviterer en anden dansk Bond-nørd til en uformel hyggesnak om vores personlige forhold til James Bond-figuren og fænomenet.
Anledningen er, at CinemaXX København fra 11. juli til 28. september 2021 viser en kavalkade med 26 James Bond-film som optakt til premieren på “No Time to Die”. Det er en helt enestående mulighed for at gense alle filmene i EON Productions’ serie plus de to uafhængigt producerede “Casino Royale” fra 1967 og “Never Say Never Again” fra 1983 på det store lærred i 4K-kvalitet.
De fleste af søndagsforestillingerne bliver introduceret af udvalgte Bond-eksperter, og nogle af de oplægsholdere vil I kunne lære bedre at kende gennem Bond•O•Rama Podcast i løbet af sommeren og efteråret 2021.
Æresgæsten i dette første afsnit er Rikart Købke, der som filmchef i CinemaxX-biograferne har tilrettelagt Bond-kavalkaden. Vi taler om Rikarts første møde med Agent 007 i 1980'ernes Herlev, hvor Bond åbnede verden for ham både kulturelt og geografisk – en oplevelse, han siden har givet videre til sine egne børn. Rikart, der selv spiller musik, elsker også Bond-filmenes soundtracks, i særdeleshed når John Barry har komponeret tonerne. Endelig beretter Rikart om sit møde med Paul Haggis og om dengang, han besøgte indspilningen af "Quantum of Solace" på Pinewood Studios og kom til at sige noget til Barbara Broccoli, som han senere skulle fortryde ...
I sommeren 1987 mødte John Lindskog fra SE og HØR den nye James Bond 007-skuespiller, Timothy Dalton, i Hamborg forud for premieren på "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, EON 1987).
Det følgende interview blev trykt i ugebladet inden filmens danmarkspremiere i august:
I dag udkommer undervisningsbogen "Medieteori" på forlaget Samfundslitteratur. Bogen er redigeret af de to lektorer i dansk Palle Schantz Lauridsen fra Københavns Universitet og Erik Svendsen fra Roskilde Universitet.
Palle Schantz Lauridsen er desuden bondolog og har blandt andet optrådt som fagdommer udi emnet "James Bond" i DR's tv-quiz "Kvit eller dobbelt". I kapitlet om "Intertekstualitet" i bogen "Medieteori" skriver han blandt andet om, hvordan de tidlige, danske oversættelser af Ian Flemings Bond-romaner gik direkte til den hårdtslående kerne og i vid udstrækning så bort fra beskrivende passager. Dette emne har Bond•O•Rama.dk også behandlet i artiklen "Mission: Oversæt 007", der er inkluderet i bogens kildefortegnelse.
Helt tilbage i vinteren 1989 skrev Palle Schantz Lauridsen en fremragende artikel om James Bond-fænomenet til filmtidsskriftet Kosmorama (nr. 190). Artiklen, "Verden ifølge Bond", kan læses herunder med venlig tilladelse af forfatteren.
Ved danmarkspremieren på "Spioner dør ved daggry" (The Living Daylights, 1987) anmeldte Carl W. Bærentzen filmen i augustnummeret af månedsbladet Vi Unge, som han var redaktør for.
"Spioner dør ved daggry" var EON Productions' 15. James Bond 007-film og Timothy Daltons første. "Hvordan klarer han så det?" lyder spørgsmålet i Bærentzens anmeldelse: