TIL MINDE OM SIR SEAN CONNERY (1930-2020)
I 1989 spillede den danske skuespiller og stuntmand Sven-Ole Thorsen (f. 1944) over for Sean Connery i ubådsfilmen "Jagten på Røde Oktober" (udgivet 1990). Thorsen fortalte i sin selvbiografi, "Stærk mand i Hollywood" (Aschehoug 2007), om sit uforglemmelige møde med den skotske stjerne:
Til søs med Sean Connery
Uddrag af Sven-Ole Thorsens "Stærk mand i Hollywood", side 175-176
I 1989 fik jeg tilbudt at være stuntmand på Arnolds film "Total Recall", der skulle optages i Mexico. Dagen før min afrejse til Mexico fik jeg en opringning fra "Predator"-instruktøren John McTiernan, som var ved at forberede optagelserne til "Jagten på Røde Oktober". Han sagde, at han havde en rolle til mig, hvor jeg skulle spille Sean Connerys sovjetiske Chief of the Boat, en slags chefsergent. Nej, hvor var jeg ærgerlig, for indspilningerne lå oven i hinanden.
Heldigvis var Arnold [Schwarzenegger] storsindet nok til at lade mig arbejde poå to film på én gang, og undervejs fløj jeg seks gange frem og tilbage mellem Los Angeles og Mexico City.
"Jagten på Røde Oktober" handler om en sovjetisk ubådskaptajn, spillet af Sean Connery, der stjæler en atomubåd for at hoppe af til Vesten. Alle på produktionen havde stor respekt for Sean Connery, og de fleste blev en smule nervøse, når han var til stede. Han havde en karisma så stor, at man kunne stå i et af Paramounts kæmpemæssige filmstudier, omgivet af hundredvis af statister og filmteknikere, høre en dør gå langt borte – og vide, at Sean Connery var trådt ind!
En teknik, jeg ofte har brugt for at overvinde min generthed over for berømtheder, er at negligere alle VIP-formaliteter og uden tøven vade direkte hen til dem. Den første dag på settet præsentereede jeg derfor mig selv for Sean Connery: "Goddag, mit navn er Sven-Ole Thorsen. Vi har to ting til fælles: Vi kender den samme kvinde, og vi dyrker den samme sport." Efter at have set mig lidt an spurgte han indigneret: "Og hvem er så kvinden?" "Grace Jones," svarede jeg. Så lyste han op i et smil: "Oh Gracie, ja, hun er en pragtfuld kvinde!"
Jeg fortsatte: "Jeg ved også, at du til Mr. Universe bodybuilding-konkurrencen i 1953 blev nummer tre!" Han smilede bredt: "Du har vist læst på lektien!" Fra den dag var der altid et glimt i hans øje og en venlig bemærkning, når vi mødtes.
Et sted i filmen holder han en tale, hvorefter hele besætningen synger den sovjetiske nationalhymne. Tre dage før den scene skulle indspilles, fik jeg udleveret den russiske s angtekst og et bånd med et russisk mandskor, så jeg kune øve mig. Vi havde desuden en russisk tolk, som hjalp med udtalen, men selve teksten var for mig det rene volapyk.
Så kom alle de sædvanlige nerver. Det var alt for svært, jeg kunne jo ikke engang udtale ordene! Jeg håbede, at de ville placere mig et sted i baggrunden under optagelserne. På selve optagedagen hev instruktøren John McTiernan imidlertid fat i mig, placerede mig lige foran Sean Connery og sagde: "Sven, du synger for! Alle I andre følger Sven!"
Til min store overraskelse gik jeg ikke i panik, men søgte tilflugt i min rolle og i hele situationen. Da McTiernan øjeblikket efter sagde "Action!", hørte jeg mig selv buldre løs på russisk, og for en stund følte jeg kammeratskabet og samhørigheden, der må være hos mandskabet på sådan en ubåd. Jeg fik våde øjne og gåsehud over hele kroppen.
Sven-Ole Thorsens "Stærk mand i Hollywood" er udgivet som hardbackbog og lydbog indtalt af forfatteren selv.